Den britiske bjørn er endelig tilbage, og på trods af at den tredje film i rækken ikke helt overgår den forrige, kan man ikke lade være med at elske den.

‘Paddington 2’ kunne i en lang periode pryde sig med en rating på hele 100% på Rotten Tomatoes, en højere rating end ‘Citizen Kane’. Det er nogle pænt store sko at skulle fylde ud for en treer. 

Men selvom ‘Paddington i Peru’ skiller sig ud fra sin forgænger(/sine forgængere) både på godt og ondt,  så er der ingen tvivl om, at den elskede britiske bjørns filmkarriere kan fortsætte i lang, lang tid.

Paddington goes worldwide

Som titlen på filmen afslører, så er ’Paddington i Peru’ den første film i rækken, hvor  den lille talende bjørn fra Peru, der er blevet vaskeægte Londoner, må rejse tilbage til sin hjemstavn for at finde sin tante Lucy.

Hun er nemlig den eneste bjørnefamilie, han har tilbage, og da hun på mystisk vis forsvinder fra hjemmet for pensionerede bjørne, må Paddington og hans menneskefamilie drage ud i tæt regnskov med brogede følgesvende for at genforene dem.

Og filmen har alt det, vi elsker ’Paddington’ for. Hele eventyret er ligesom de forrige film fortalt af Paddington selv, der hver gang sætter os ind i, hvad hans charmerende familien Brown nu er i gang med. Og da børnene er ved at blive voksne og flyve fra reden, og moren føler sig yderst alene, bliver eventyret til Peru den perfekte mulighed for en familieferie.

En kaotisk én af slagsen bliver det dog, med hjælp fra Olivia Coleman, i rollen som en af nonnerne på bjørneplejehjemmet, og med en Indiana Jones-gennemsyret karakter fra Antonio Banderas, der lover både musik og den perfekte humor, der rører hjertet gang på gang.

Bærgeret er stadig mest fyldt

Man kan tydeligt mærke de ændringer, der har sat sig på den tredje film. Instruktøren bag de to første film, Paul King, havde for travlt med ’Wonka’ til at instruere denne gang, og det blev i stedet Dougal Wilson i sin spillefilmsdebut.

Kings instruktion gav de to første film en mere elegant fremdrift, hvor Wilson ser ud til at have sværere ved at finde balancen og fylder mere baggrundshistorie på, end publikum har tålmodighed til eller brug for.

Frem for alt er det svært at komme uden om at savnet af Sally Hawkins, der tidligere spillede den eventyrlystne og omsorgsfulde Mrs. Brown. Selvom Emily Mortimer gør et godt stykke arbejde, er det ærgerligt, at hun nærmest føles som en helt ny karakter, uden den samme kemi med familien, og med en personlighed, der desværre er ukendelig fra sin forgænger.

Det er endnu sværere, fordi den gennemsyrende ’Paddington’ charme og særhed stadig (for det meste) er den samme. Og selvom filmen af og til bliver lidt for meget ’Indiana Jones: The Dial of Destiny’, så rammer det stadig, hvordan der er kærlighed og nysgerrighed vævet ind i hvert et sekund og hvert et billede.

Højdepunktet er ikke overraskende Coleman, der stjæler hver en scene, hun med er i, og hvis finurlighed passer perfekt til universet. Man kunne dog stadig godt ønske sig, at både Banderas og Brown-familien fik lidt mere at lave.

Men at elske den her lille bjørn betyder, at der er en overflod af funklende perler, der langt hen ad vejen får en til at glemme alle de mangler, man måske kunne blive sur over. 

Så, jo, hvis ’Paddington’ virkelig bare skulle have en ’Indiana Jones’-film i serien, måtte den da gerne have været lidt mere som ’Raiders of the Lost Ark’. Men Paddington kan finde ind i hjertet på én, uanset hvor hårdt han skal kæmpe, og det er en magisk ting.