Bille August er tilbage med et mirakel af en film.
Et stærkt, sanseligt og klogt psykologisk kammerspil om en ung kunstners svære valg mellem sit kunstneriske kald og det nære.

En ældre, fascinerende kvinde sidder i en billedskøn stol. Ved siden af hende sidder en ung mand med smukke skulpturelle træk og levende, følsomme øjne. Hun ser på ham og siger stille ”Jeg kan vejlede dig”. ”Du aner ikke, hvor meget det betyder” udbryder han. Han tager nænsomt hendes hånd og kysser den blidt. Hun ser hengivent på ham, som var de fra dette øjeblik forenet.

Kvinden er forfatterinden og baronessen Karen Blixen (Birthe Neumann). Værker som ’Den afrikanske farm’ og ’Syv fantastiske fortællinger’ har gjort hende til et litterært ikon. Efter en tid i Afrika er hun flyttet permanent tilbage til sit fødested Rungstedlund. Manden er digteren og magisteren Thorkild Bjørnvig (Simon Bennebjerg). Hans første digtsamling har vundet hæder, og han er sulten efter at skrive mere.

Deres første møde er i 1948. Da er hun 62 og han 30.

Han skal til gengæld adlyde hende

Blixen ser i Bjørnvig et kunstnerisk mod og et enestående talent. Derfor foreslår hun, at de indgår en pagt. Hun stiller sig til rådighed som rådgiver og mentor. Bjørnvig skal til gengæld adlyde hende.

Baronessen er af den overbevisning, at menneskets vigtigste livsopgave er at nære det talent, det besidder. Udvikle det og blive ved med at dygtiggøre sig. På den måde forløses man som menneske.

Hun lever selv i kunstens tjeneste og forventer, at det ”hellige løfte og den åndelige troskab”, de indgår, skal give Bjørnvig mulighed for at gøre det samme. Hun vil agere kunstnerisk fødselshjælper.

MEN, magisteren (som Blixen kalder Thorkild Bjørnvig) er gift med Grethe (Nanna Skaarup Voss), og sammen har de en lille søn. I baronessens optik både forurener og forstyrrer familien hans kald. Hun mener, at hans poetiske åre bliver kvalt under hjemmets fire vægge. 

Da han falder og får en slem hjernerystelse flytter han en tid til Rungstedlund. Her skal han restituere og senere skrive, men han længes efter Grethe og den lille søn Bo. Men hos baronessen får han den tiltrængte ro til at digte og udvikle sit lyriske talent. Han er dybt splittet og står ung og uprøvet overfor den erfaringsrige, gådefulde og meget tryllebindende forfatterinde.

Essensen i den menneskelige psyke

Ord bliver hule, når jeg skal beskrive Birthe Neumann og Simon Bennebjergs perfekte præstationer. For dét, de evner, er nærmest overmenneskeligt. Samspillet mellem dem er så naturligt og scenografien, der omkranser dem, så sublim, at jeg flere gange glemte, at det var fiktion. Som var jeg blevet tryllet tilbage i tiden og stod og skuede ind ad en dør, der står på klem, og så, hvad der udspillede sig mellem de virkelige personer.

Når Bille August opnår sit ypperste, indfanger han essensen i den menneskelige psyke sublimt. Mest intenst oplevet i ’Pelle Erobreren’ og i ’Den gode vilje’, fortællingen om Ingmar Bergmans forældre. Og man forstår tydeligt hvorfor den svenske mester valgte ham til at instruere sit manuskript. For Bille August evner at vise, hvor kompliceret og smerteligt det er at være menneske.

Han når samme højder i ’Pagten’. Beretningen er set ud fra den unge Bjørnvigs synsvinkel. Filmen er også baseret på hans roman af samme navn fra 1974, der omhandler hans relation til Karen Blixen. Men jeg bliver som betragter ikke pålagt eller styret mod en bestemt holdning. Nej, personerne dømmes ikke, og jeg får lov til selv at reflektere over de dilemmaer, karaktererne står i. For er prisen for et liv i kunstens tjeneste den ensomhed, Karen Blixen lever i, eller kan man, som den unge forfatter ønsker, udleve flere kald på samme tid?

Intet simplificeres, nej personernes og problemstillingernes nuancer blomstrer vildt som den smukke og frodige flora, der dominerer haven og stuerne i baronessens hjem.

Manuskriptets lyriske sprog

Jeg har gentagne gange besøgt Rungstedlund, hvor det meste af filmens drama udspiller sig. I dag er det et museum, der er bevaret, præcis som det var i Karen Blixens tid. Stedets skønhed og stærke ånd giver det en så ophøjet stemning, at jeg altid har svært ved at forlade det igen.

Da filmens rulletekster rullede henover lærredet, blev jeg ramt af samme følelse. Jeg havde ikke lyst til filmen skulle slutte. Jeg ville blive i mesterfotografen Manuel Alberto Claros mere end underskønne, drømmende billeder, og mine ører ville ikke slippe manuskriptets lyriske sprog og meditative rytme.

Siden jeg så filmen, har jeg befundet mig i en lykkerus over, at der findes en filmkunstner som Bille August.