Den buddhistiske tro forskriver, i en af sine udformninger, at alt i det menneskelige liv er omgivet af smerte. Selv de gode stunder, livets solskinsside, ja basalt set alt hvad et menneskeliv indeholder. Så hvad sker der hvis biologien slår fejl og mennesket ikke er i stand til at føle smerte i fysiologiske øjemed?

Det er den altoverskyggende tematik i gyser/thriller-dramaet ‘Painless’, som samtidig er instruktørdebut for den spanske Juan Carlos Medina. En film der i sin udformning og i en snæver vending kunne sammenstilles med film af andre mørkemestre og landsmænd til Medina, som Guillerno Del Toro og Juan Antonio Bayona. Men selvom alle tre herre besidder en udtalt evne for det dystre og latent makabre univers, er det på mange måder kun nationaliteten der holder instruktørerne sammen.

I Medinas debutfilm følger vi sideløbende to historiespor, der som filmen skrider frem vikles ind i hinanden. I nutiden kører neurologen David galt med sin gravide kæreste. Barnet overlever, mens moderen dør og David må vågne op til nyheden om at der ud over skrammer fra ulykken også gemmer sig en yderst sjælden lymfekræftform i hans krop, der normalt ville medføre døden. David har dog en snæver mulighed for at overleve, ved en knoglemarvstransplantation fra sine forældre. Forældre han ikke har haft kontakt til længe og da David tager kontakt, rives der op i fortidens grumme og dystre sår

Sideløbende udspindes historien om et antal børn i 1930’ernes Catalonien, der alle lider af en neurologisk defekt der gør dem ude af stand til at føle smerte. De bliver, for deres egen sikkerheds skyld, spærret inde på en klinik under opsyn af den pessimistiske overlæge Dr. Carcedo, der bebuder at børnene skal spærres inde på ubestemt tid. Anden Verdenskrig bryder ud og den jødiske, mere opstemte Dr. Hertzmann flygter fra Tyskland til klinikken og giver sig i kast med at inddrage børnene i et forløb, der skal gøre dem samfundsdygtige og ufarlige for andre og dem selv. Men Francos diktatoriske styre i 1940’ernes Spanien har uforudsete konsekvenser på klinikken.

Der er nok at holde styr på i Medinas fortælling, men filmens sideløbende spor væves så fint ind i hinanden at det aldrig bliver en prøvelse at forstå handlingsforløbet. Samtidig har Medina en eminent føling for sit intensitetsforløb, der aldrig kammer over, trods filmens genremæssigt svære balancegang mellem thrillerens gådefulde plottwists og gyserens urovækkende univers. Til tider har Medina tendens til at kamme for meget over i gruopvækkende sekvenser, der stjæler fokus fra den ellers flot skrevne historie. Selvom det fylder en brøkdel af filmens samlede to timer, sætter det, især i sidste halvdel af filmen, sine tydelige spor i tilskueren at masochisme, underdanighed og selvmord bliver sat i fokus, frem for den formfuldendte historie om Spaniens tilstand under og efter Francos diktatoriske regime.

Heldigvis kan disse sekvenser overleve udelukkende på flere af de præstationer der lægges for dagen af et veloplagt cast. Især de yngre roller, som to af de smertefrie børn, pigen Inès og drengen Bengino, udstråler i deres sammenspil meget menneskelig inderlighed og intensitet. Netop børnenes smerteløse tilværelse bliver flere gange taget op i filosofisk øjemed, men med en menneskelig tilgang til problematikken, fri fra højtragende værditænkning.

Der ligger desværre filmen igennem implicit en nytestamentlig fortælling i historien om drengen Bengino, der som filmen skrider frem får en mere og mere central placering i filmens handlingsforløb. Det er for let gennemskueligt og desværre fri fra enhver form for kreativitet, der ellers er filmens stærke side, på mange andre områder.

Især på lydsiden rammer filmen plet. Ikke umærkeligt, da soundtracket er skrevet af Johan Söderqvist, komponisten bag blandt musikken til Susanne Biers ‘Hævnen’ og Tomas Alfredsons ‘Lad Den Rette Komme Ind’. Begge film med så skandinavisk islæt i sig, at den kolde nordenvind også flere gange sniger sig ind i den spanske film. En effekt der fungerer optimalt til filmens dystre billedeside og tematik. Samtidig er Medinas sans for spændingsopbygning afspejlet i musikkens gradvise intensitet, der så sirligt som kun Ennio Morricone ville kunne gøre det.

‘Painless’ er en prætentiøs film i yderst positiv forstand, der ikke på mange områder lægger sig på ad andre spanske instruktørers successer med samme forkærlighed for et gyseligt univers. Men netop gyset kommer i nogle sekvenser til at stjæle fokus fra det handlingsmæssigt flotte manuskrift. En oplevelse værd på både billede-, lyd- og skuespilssiden.