Her kommer forhistorien om drengen, der aldrig ville vokse op, og som sidenhen skulle blive kendt som den drilske børnehelt Peter Pan.

‘Pan’ er historien om den forældreløse Peter, som ender med at blive Ønskeøens helt nummer ét. En skæbnesvanger aften bortføres Peter med en række kammerater fra bjørnehjemmet i London. Piraten Sortskæg skal bruge drengene som slavearbejdskraft i sin mine i jagten på tryllestøvet der giver evigt liv. Lige så utilsigtet som Peter bringes til Ønskeøen, hvirvles han nu ind øens intriger og profetien om drengen der kan flyve.

Forløberen
‘Pan’ er forløberen til den klassiske historie om hvordan Peter Pan og De glemte Drenge begyndte deres uendelige børneliv. Det er hans ‘origin story’ om man vil. Samme univers i en ny og gendigtet fortælling.

Karakterer som Kaptajn Klo og Klokkeblomst møder vi også, men i ‘Pan’ er Klo og Peter venner og sammensvorne.

Universet i ‘Pan’ er en utrolig smuk, vellavet og fantastisk version af Ønskeøen, som jeg husker den fra mine børneår i film som ‘Hook’ og Disneys ‘Peter Pan’. Filmens instruktør, Joe Wright, har tydeligvis være inspireret af disse forgængere. Dette bemærkes især ved stammekrigernes æstetiske udtryk, der minder meget om det fra Spielbergs ‘Hook’ fra 1991.

Stort opslået
‘Pan’ er et stort opslået projekt. Animationerne er fabelagtige og 3D’en, som fungerer smukt, gør filmen nednu mere levende og eventyrlig. Rollelisten er besat med store Hollywoodstjerner. Bedst gør Hugh Jackman det i skurkerollen som piratkaptajnen Sortskæg med en intens og ond præstation. Garrett Hedlund leverer en sjov og ung Kaptajn Klo. Desværre falder Rooney Mara dog helt igennem og virker malplaceret som stammekrigerinden Tiger Lily.

‘Pan’ er et storslået og højtflyvende familieactionbrag i fantasifyldte omgivelser. Filmens målgruppe er klart et yngre publikum, og der bruges meget tid på fartdrevne og lange actionsekvenser. Filmen synes på én gang langtrukken og suser samtidig derudad i et voldsomt tempo. Dette mærkes især på en fremdrift i historien, hvor det føles som om, at hele eller halve scener er klippet ud, for at fortællingen kan komme videre. Det betyder desværre også (på nær enkelte og virkelig gode scener med Sortskæg), at dialogen virker overfladisk, hvilket giver karaktererne mere karikerede end troværdige særpræg.

‘Pan’ vil formentligt være god underholdning for yngre og barnlige sjæle. Men hvor ville jeg ønske mig, at filmfolkene havde gjort sig lige så umage med historien og dialogen, som de gjorde sig med animationerne og det visuelle udtryk.