Den østrigske mester afrunder sin paradis-trilogi på fantastisk vis med historien om den første store kærlighed – så altopslugende og betingelsesløs, som den opleves hos den sårbare teenager. Med uhyggelig præcision indfanger Seidl denne ungdommens usikkerhed og længsel efter noget, der endnu er indhyllet i uvidenhedens mystik og forbliver tro overfor sin særegne æstetik og kameraføring. En blændende afslutning på et mesterværk.

Mens moderen Teresa er i Kenya (del 1), og mosteren Anna Maria ihærdigt arbejder for at omvende Østrig til katolicismen (del 2), sendes den 13-årige Melanie på diæt-lejr i det østrigske Wechselgebirge.
Hun modtages køligt og bestemt i de sterile omgivelser, hvor et stringent reglement forskriver faste sengetider, én times mobiltelefoni om dagen, sund kost og motion, samt afstraffelse ved overtrædelse af reglerne.
På trods af de lidet hyggelige omgivelser, der synes at forvarsle et mareridtsophold, får Melanie gode veninder, der er mindst lige så umotiverede til at tabe sig, som hun selv er. Der opstår hurtigt en fortrolighed, som tillader samtaler om drenge, forelskelse og sex. Pigerne fester, ryger, drikker på værelserne og sniger sig ned i køkkenet om natten for at stjæle chokolade og chips.
Samtidigt forelsker Melanie sig i den omtrent 40 år ældre læge, der er tilknyttet lejren. Hun elsker ham med den første store kærligheds altopslugende kraft og forsøger i al sin uskyld at forføre ham. Smigret, men velvidende om forholdets umulighed, må den ældre læge nedkæmpe sine lyster.

”If you’re happy and you know it, clap your fat (klask, klask), If you’re happy and you know it clap you’re fat (klask, klask), if you’re….”
På snorlige linje er de omtrent femten teenagere stillet op til dagens træning, som starter med den velkendte klappeleg, hvis tekst dog på ydmygende vis er tilpasset lejrens formål.
Seidl holder atter stilen med sine planimetriske billeder, der lader hver eneste indstilling ligne et nøje komponeret fotografi. De kvabsede og delvist voldsomt overvægtige unge mennesker løber som heste i en manege i en cirkel rundt om idrætslæreren, der smælder en usynlig pisk i takt; de laver kolbøtter, sprællemænd og knæbøjninger og gentager lovlydigt ledernes prædiken om disciplin, sammenhold og vilje.
Paradies: Hoffnung er dog ikke, som man kunne frygte, historien om den stakkels, tykke pige, der sygner hen i ensomhed og manglende selvværd.
Karakterernes overvægt er på mange måder blot en kendsgerning, der kan siges at understrege den usikkerhed, som er så kendetegnende for mennesker i den alder.
Seidl indfanger ungdomsstemning og sindstilstand til præcision – en evne der bl.a. kommer til udtryk, når pigerne holder hemmelig fest på værelset med drengebesøg: En enkelt øl sendes fra mund til mund, musikken spiller det nyeste radiohit, og der gispes ophidset hver gang ’flaskehalsen peger på’ nogen, som så skal kysse hinanden.
Selvom helhedssituationen (at være på diætlejr) måske vil være fremmed for de fleste, vil atmosfæren, som den er indkapslet her, vække stor genkendelse.

Det er utvivlsomt kærlighed og sex, der fylder mest i pigegruppens samtaler, og den fremmelige Verena fortæller frimodigt de nysgerrige tilhørere om sine mange erfaringer med det andet køn. Melanie har, med sine kun 13 år, endnu ikke meget at fortælle, men da besøgene hos lejrens læge tiltager i hyppighed, bliver det svært for hende at skjule forelskelsen, og veninderne overbeviser hende loyalt og uden tøven om, at hendes følelser med garanti er gengældte.

Det sære forhold mellem lægen og Melanie favner trilogiens overordnede tema om længslen efter kærlighed. Publikum fastholdes i pirrende usikkerhed om, hvad der konkret foregår mellem de to, da eventuelt intime situationer camoufleres ved kameraets pludselige afstandtagen eller brutal klipning til en ny situation. Derudover udvikles både karaktererne og forholdet mellem dem markant i løbet af filmen, og der skabes herved en form for fremdrift og spænding, der måske ikke er til stede på samme måde i de foregående af trilogiens dele.
Seidl anvender oftest en blanding af professionelle skuespillere og amatører, for at opnå en slags naturlig og autentisk tilfældighed i samspillet. Hovedkaraktererne Melanie Lenz og Joseph Lorenz, der er henholdsvis amatør og professionel, mestrer portrætteringen af det kuriøse forhold mellem Melanie og lægen til fulde. Ligeledes udviser Melanies værelseskammerater, hvilke Seidl i de fleste tilfælde har bedt improvisere med ganske få anvisninger, en troværdighed, der i den grad beviser den Seidlske metodes holdbarhed.

Således skal denne anmeldelse afrundes med en rungende anbefaling af ikke blot Paradies: Hoffnung, men af den samlede trilogi. Selvom værkerne fungerer fint uafhængigt af hinanden, får man bestemt en oplevelse ud af at se alle tre dele, der hver især belyser længslen efter kærlighed i deres egen unikke historie.