Ubarmhjertigt indfanger kameraets øje de mægtige matroner, der steger deres svulstige kroppe i solen, badet i kenyanernes pengegriske blikke. Hvem udnytter hvem?
Med en elegant blanding af alvor og humor slår Ulrich Seidl benene væk under publikum med første del af trilogien om længslen efter paradis på jord.
I Wien kedes den midaldrende enlige mor Teresa (Margarethe Tiesel) af hverdagens ensformighed. Arbejdet som handicaphjælper og forsøgene på at opdrage den dvaske teenagedatter udfylder hendes dage, men efterlader en dyb længsel efter livsindhold.
Teresa drager til Kenya som sexturist i det stålsatte, og noget misforståede, øjemed at finde ægte kærlighed blandt sydens unge beboere.
Den hæmmende blufærdighed hun ankommer med, forsvinder hurtigt, hjulpet på vej af en overdådig mængde mandlige ”beundrere” og ikke mindst nye veninder, der allerede er garvede Sugar Mamas.
De unge mænds tomme løfter om evig kærlighed går rent ind hos Teresa, der naivt vandrer fra den ene udsuger til den næste, klyngende sig til håbet om, at der dog må findes kærlighed i paradis.
Et konstrueret paradis
”Jambo” og ”Hakuna matata” –”Hej” og ”Intet problem” – så enkelt er det, så kort er vejen til paradisets lykke, lyder den kenyanske guides udsagn i bussen på vej til hotellet i et forsøg på at lære turisterne de nyttigste gloser.
Paradoksalt nok, for har man først sagt ”hej”, følger problemerne – i hvert fald for Teresa. Som et smukt fatamorgana i horisonten og som rovdyr lurende på nemt bytte står de sorte adonis-skikkelser linet op i det hvide sand foran liggestolene.
Planimetriske billeder som dette – såkaldte Seidl-tableaus – dominerer filmens imponerende fotografering. De stringente kompositioner præsenterer paradisets skønhed, men peger samtidigt på dets uvirkelighed, dets konstruktion.
Manden bag værket har instrueret talrige prisvindere, er blevet kaldt Hanekes efterfølger og kan tælle Werner Herzog blandt sine beundrere.
Ulrich Seidl var fire år om at filme 80 timers materiale og måtte efter halvandet år i klipperummet sande, at kolossens opdeling var en nødvendighed. Resultatet blev en trilogi bestående af Paradies: Liebe, Paradies: Glaube og Paradies Hoffnung med en fælles tematisering af menneskets længsel efter en tilstand af permanent lykke.
De tre film åbnede i konkurrence på hver deres festival i henholdsvis Cannes, Venedig og Berlin.
Ingen skelnen mellem godt og ondt
Paradies: Liebe fortæller en historie om kærligheden med sexturismen i Kenya som en noget utraditionel ramme. Teresa længes efter lykke og kærlighed, men søger den det forkerte sted og bliver offer for sin egen naivitet og godtroenhed. De midaldrende hvide kvinder vil have sex, og de unge sorte mænd vil have penge til deres fattige familier – en forretning, der fungerer for dem, der accepterer reglerne. Teresa har dog tydeligvis misforstået spillet og bestyrtes over sine elskeres uærbare hensigter.
Spørgsmålet er dog hvem der udnytter hvem?
På trods af den klare afgrænsning mellem de to parter er publikums sympati som en fredløs sjæl, der konstant må skifte side.
”Den, der får den op at stå, vinder!” lyder det skingre, ivrige forslag til Teresas intime fødselsdagsfest, hvorefter fire kvinder skiftes til at gnide sig op ad den bestilte ’Toy Boy’, der danser på befaling af de lystne kunder. Kort forinden har vi overværet Teresa blive lænset på groveste insisterende vis af sin ”kærestes søster”, efterfulgt af højrøstede formaninger og skældsord.
Der tilbydes absolut ingen identifikationsmuligheder, da ingen af parterne har retten på deres side; der er ingen skelnen mellem godt og ondt.
Det ubarmhjertige bliks mester
Seidl kaldes ikke ’det ubarmhjertige bliks mester’ for ingenting – scener som ovennævnte trækkes i langdrag; de indrammer og fastholder karaktererne i de ubehagelige situationers uflatterende lys, men selv i sådanne øjeblikke lettes temaets alvor af de voldsomme kroppes uelegante nøgendans eller kvindernes selvbevidste, akavede flirten. De humoristiske indslag redder publikum fra at drukne i tragedien og gelejder filmen uden om alle sentimentalitetsfælder og løftede pegefingre.
Margarethe Tiesel er et fund til rollen som den flerfacetterede hovedkarakter. På den ene side finder man Teresa ganske forfærdelig: som del af den evindeligt pludrende kvindeklike, som beordrende ’sugamama’, der insisterer på at instruere sine elskere i hvordan de skal kærtegne hendes bryster, og som den ynkelige, dum-naive turist, der søger kærlighed som sexturist. Alligevel kan man ikke undgå at føle sorg, når hun sidder alene på hotelværelset og foretager utallige ubesvarede opkald til teenagedatteren, der ikke engang ringer på sin mors fødselsdag. Ensomheden er til at tage og føle på.
Teresa fastlåses i et ulykkeligt handlingsmønster, hvilket desværre resulterer i lidt for mange situationsgentagelser; udeladelsen af et par enkelte scener kunne have gavnet helheden.
Paradies: Liebe er en ganske særlig, grusomt ærlig film om ensomhed og længsel med et vanvittigt intelligent humoristisk strejf.
Der skabes høje forventninger til efterfølgeren.
