De to ‘parallelle mødre’ Ana og Janis ender med at gå fra at være parallelle til at være indfiltrede i hinandens liv. Der er en del twists and turns i filmen, og den overrasker nærmest til det sidste.

Da fotografen Janis ved et tilfælde ender på samme hospitalsstue som den 17-årige Ana, lærer de, at de deler skæbne. Begge er singler og vordende mødre, hvis graviditeter ikke var planlagt. De to kvinder knytter hurtigt et bånd til hinanden, som skal vise sig at blive skæbnesvangert og ændre begge deres liv for bestandig. 

Gammel spansk vin på nye flasker

Den spanske instruktør Pedro Almodóvar plejer ikke at dy sig for det flamboyante, så da jeg sætter mig ind i mørket, forbereder jeg mig på at blive mødt med en kaskade af farver og sus i skørterne. 

Hans filmunivers har det med at bære præg af netop disse elementer, men i ‘Parallelle mødre’ har den idiosynkratiske instruktør valgt at skrue en anelse ned for farvepaletten og gevaldigt op for melodramaet. 

Almodóvar har dog igen valgt at samarbejde med en af sine darlings, nemlig Penelope Cruz, ligesom at han endnu engang har valgt at lade Alberto Iglesias stå for musikken. Pedro, Penelope og Alberto – hvilken treenighed. Jeg er allerede forført efter de første minutter, og man forstår, hvorfor instruktøren ynder at lave film med dem.

Moderskab som tematik har Almodóvar også beskæftiget sig med før, så på mange måder er ‘Parallelle mødre’ gammel spansk vin på nye flasker. Indledningsvist. For filmen ender med at overraske og levere det ene twist efter det andet. 

Ikke så parallelt trods alt

Penelope Cruz spiller den succesfulde fotograf Janis, som bliver gravid ved et uheld, efter hun indleder en affære med arkæologen Arturo (Israel Elejalde). På hospitalet møder hun Ana (Milena Smit), hvis graviditet heller ikke var planlagt. Sammenligningerne mellem de to kvinder stopper så også dér, for hvor Janis glæder sig over sin kommende rolle som mor, fortryder Ana sin graviditet. 

Filmtitlen viser sig hurtigt at være en smule misvisende, for det ender med ikke at blive et så parallelt moderskab som antydet, men snarere en fuldstændig indgriben i hinandens liv, og pludselig står Janis overfor et kæmpemæssigt moralsk dilemma, efter hun bliver bekendt med en chokerende hemmelighed.

En anden tematik, som filmen også behandler, er levn fra den spanske borgerkrig. Arkæologen Arturo arbejder nemlig med at undersøge de massegrave, hvor ofrene for Franco-regimet ligger begravet, og Janis beder om hans hjælp, så hun kan lokalisere sin oldefar. Disse to plots går også fra at være parallelle til fusionerede, og Almodóvar formår virkelig at balancere det personlige med det politiske.

Almodóvar, du får et stort femtal af mig

Efter filmen skynder jeg mig at google ‘Penelope Cruz Oscar’, og som forventet har hendes præstation høstet en nominering. Penelope Cruz er fremragende i rollen som Janis, der er nødt til at navigere i omstændighederne omkring hende. Det bliver valg om at gøre op med fortidens sår og ønsker om fremtiden. Filmen hopper dog en del i tid, hvilket er en smule ærgerligt, da man bliver efterladt med manglende svar på nogle ret essentielle spørgsmål. 

Alligevel er ‘Parallelle mødre’ overordnet en smuk og vellykket film om fødsel vs. død, fremtid vs. fortid, kærlighed vs. begær, og om hvorledes tragedier kan transporteres gennem generationer.