Blandt historiske dramaer, forudsigelige krimier og fjollede komedier, træder gysergenren tilbage i rampelyset på den danske filmscene med filmen ’Paranoia’, der i sit forsøg på at genopdage genren, falder pladask på scenetrappen, og efterlader håbefulde gyserentusiaster skuffede.
En effektiv gyserfilm skal have interessante hovedpersoner, velovervejede ”jump-scares”, og en flot opbygget suspense. Alt dette vælger instruktør Kari Vidø at undlade at have med i sin nye spillefilm, der kommer med et sløjt bud på en dansk genrefilm.
Forventningerne var høje, da jeg satte mig i biografsædet for at se den nye danske gyser ’Paranoia’ med håbet om, at den kunne præstere det, som ’Nattevagten 2 – Dæmoner går i arv’ fra sidste år ikke kunne. At skabe den magi, som man betragter fra den anden side af Atlanten, hvor produktionsselskaber som A24 i de seneste 10 år har formået at genskabe genren med mesterværker som ’It Comes at Night’ og ’Midsommar’.
I stedet formår ’Paranoia’ at dræne genren for det tryllebindende ved et godt gys, og efterlader os med en kedelig kærlighedshistorie blandet med lidt psykiske sygdomme og spøgelser.
Det hårde liv som ung og populær gymnasieelev
Filmen starter hjemme hos Lulu (Zoe Bryan Hertz), der sidder ved spisebordet sammen med sin familie, hvor hun pludseligt begynder at fortælle om, hvor træls livet er for hende. Hun har nemlig både en matematikopgave for OG skal skrive sin SRO! Hun vil hellere bare feste.
Herefter ser vi hende i fuld gang med et spil beer-pong til en ungdomsfest, der mest af alt ligner en parodi på en amerikansk highschool med røde solokopper, der i dette tilfælde er blevet blå, og unge gymnasieelever med hjemmestrik og genbrug.
Men Lulu drikker lidt for meget og ender på hospitalet, hvor hun vågner ved at se en skikkelse i hospitalssengen over for sig.
Lulu møder senere en dreng ved navn psyko-Mads (August Isaac Carter), der i kantinen fortæller, at han også ser spøgelser, og at det er derfor, han har fået det charmerende kaldenavn.
Der opstår hurtigt en romance efter kun få ord talt imellem dem, som hovedsageligt består af kodelignende snakke om klæbeånder, og variationer af citatet ”i see dead people”.
Vi kommer hurtigt i gang med, hvad der skal forestille at være en bundsolid spøgelsesthriller, og sætter seerens forventninger op til en ubehagelig rejse sammen med de to synske hovedpersoner.
Desværre når rejsen ikke rigtigt at komme i gang, før vi bliver ført igennem alskens plothuller og melodrama.
Et manuskript der mangler… det meste
Gys er følelsen af, at der står noget i hjørnet, når man slukker lyset, eller at nogen følger efter en, når man løber febrilsk ind fra det mørke brændeskur. Det er ubehageligt, men man griner fornøjet efterfølgende af ens hjerne, der spiller én et puds.
Denne dejlige skepsis er ikke til at finde i filmen, hvor alle tager alting dybt seriøst. Jeg fik flere gange lyst til at grine, der hvor jeg skulle have siddet på kanten af sædet.
Skuespillerne havde ikke meget at arbejde med og spiller karakterer, som selv de mest øvede skuespillere ikke kunne have fået seeren til at have medlidenhed med. Manuset er kluntet og forudsigeligt, og nærmer sig ikke skyggen af uhygge.
Ud af det blå bliver der råbt ”HAN ER EFTER DIG” eller ”DE ER TÆT PÅ”. Hvem? Hvorfor? Hvorhenne?
Et øjeblik når jeg lige at tænke ”Jubii, Jesper Lohmann, endelig en voksen, som kan forklare mig, hvad der sker”. Dette bliver hurtigt afløst af en halvfortalt historie om Mads, der måske, måske ikke er psykisk syg.
Man sidder tilbage som et stort spørgsmålstegn, når filmen ret pludseligt slutter med en scene, der efterlader flere spørgsmål end starten af filmen.
Hvem har egentlig brug for suspense i en gyserfilm?
Som tidligere nævnt, er det vigtigt at kunne opbygge suspense i en gyserfilm for at holde seeren på randen mellem frygt og lettelse. Det skal trække ud, gøre lidt ondt i maven og være så ubehageligt, at man kæmper mellem at kigge væk og ville have mere.
Udover et forvirrende og hullet plot, er filmens helt store problem de mange scener, der skal give os et sug i maven, men i stedet bliver klippet et minut for tidligt hver evig eneste gang. Hvordan skal man nå at blive bange, hvis ballonen bliver sprunget, før det går op for én, hvad der sker?
Et af de få elementer, ’Paranoia ’ benytter sig af i dette henseende, er fuglen Einstein, der konstant skratter i sit fuglebur, der meget upraktisk står midt på Lulus lille værelse. Denne scene bliver genbrugt flere gange i filmen, og skal give os seere en idé om, at Einstein kan se det spøgelse, som ”følger efter” Lulu.
Man mærker tydeligt, at vi skal blive forskrækkede over de rædselsfulde fuglelyde, men i stedet er det simpelthen så irriterende, og da fuglen endelig flyver sin vej (fordi spøgelset lukkede den ud?), bliver man lettet over at slippe for det ulidelige lydbillede.
Gudskelov har de ikke benyttet sig af uheldigt CGI eller andre overflødige gysertricks, men det er mest af alt fordi, der aldrig kommer et tidspunkt, hvor man rigtig kan blive bange.
Til sidst sidder man tilbage med følelsen af: please… lad det hele bare være en af karaktererne, som rent faktisk havde en psykose, for det ville give mere mening end at skulle finde hoved og hale i denne rodebutik af en spøgelseshistorie.
