I en æra, hvor den tredimensionelle animationskunst er ved at overtage børnefilmsmarkedet helt og aldeles, må de udtyndede fremgangsmåder sparke fra sig. Det har stop-motion-instruktørerne, Chris Butler og Sam Fell, erkendt og gået ind på 3D-animationens territorium med det okkulte claymation-eventyr ParaNorman. Efter at have set den, står en ting helt klart: Stop-motionens tid er langtfra forbi!

Blithe Hollow er en amerikansk landsby, der lever højt på sine gamle myter om hekse og forbandelser. Der er dog ikke meget overtro at finde hos byens almindelige borgere. Bortset fra 11-årige Norman, som ikke kan finde sig til rette i kategorien “normal” – han kan nemlig se spøgelser. Det giver imidlertid problemer, når ingen andre kan se dem og heller ikke tror på Normans påståede evner. Men de kommer alle på bedre tanker, da 300 års-dagen for en heks’ henrettelse indtræffer og udløser et helvede i den lille by, som kun Norman kan redde.

Filmen har et par fejl og mangler, der især kommer til udtryk ved dens begyndelse. For det første opererer den med lige lovlig mange klichéer hos karaktererne og relationerne imellem dem. Desuden er figurerne og omgivelserne modelleret sådan, at de næsten er identiske med den typiske animation hos Pixar eller Disney. Så hvorfor overhovedet bruge så mange ekstra resurser på stop-motion, som nogle gange giver karakteristisk hakkende bevægelser?

Svaret på sidste problemstilling er noget så enkelt som omhu. Der er ingen bag ParaNorman, der er sprunget over, hvor gærdet er lavest, og det kommer i stigende grad til at stå klart igennem filmen. Hvis man skal bruge betydeligt længere tid på en scene end de andre børnefilm, så gør man også klogt i at være betydeligt mere omhyggelig med hver lille detalje. Og det skinner filmen langt væk af at have været. Det gælder både i billedkomposition og figurernes unikke måder at bevæge sig på.

Desuden er billedet fuldt af sjov intertekstualitet. For hvor filmen låner fra klassikere inden for genren, sørger den for at gøre det med hyldende mine. Således bruges både den vandrende hånd fra Familien Addams og varevognen og det tøsede panikspring ind i armene på hinanden fra Scooby-Doo. Heller ikke de ældre klassikere eller genrekonventioner ligger ukommenteret tilbage. Alt sammen på simpel og uforcerende vis.

Og så til det med klichéerne hos karaktererne og i plottet. De forsvinder ikke helt. Man kommer dog hurtigt til at holde af Norman og simpelthen elske hans tykke og allergiske sidekick. Vigtigst er dog historien. Den er ganske vist temmelig elementær i de første to tredjedele af filmen, omend ikke flot fortalt, men helt bemærkelsesværdig bliver den dog i udformningen af sin finale, der for genren er helt eminent. Det er ikke bare i historie, men i det store hele i alle elementer, der udgør et godt filmprodukt. Man går derfor ud af biografen med så god en oplevelse, at de indledende kritiske spørgsmål er komplet glemt.

ParaNorman er mere end godkendt. Det gælder ikke bare som claymation – hvor man skal helt tilbage til Mary and Max for at finde noget ligeså godt – men også som familiefilm. Den vil skræmme de mindste, fascinere de mellemste og underholde de største. Uanset hvad tør jeg godt love en både sjov og uhyggelig biografoplevelse.