Efter et langt liv som stripper og opvartningsdame ved den fransk-tyske grænse er festen ved at være slut for den næsten 60-årige Angelique Litzenburger. Da den tidligere kunde Michel Henrich (Joseph Bour) frier, er der derfor ikke andet for end at sige ja. Men indeni nager tvivlen: er den hærdede party girl virkelig klar til at opgive de våde nætter til fordel for det konventionelle ægteskab?

Da en af de tre instruktører, Samuel Theis, spurgte sin mor, om hun ville spille sig selv i en film med hende som omdrejningspunkt, tøvede Litzenburger først. Det forstår man sådan set godt, for ‘Party Girl’ skildrer en rastløs, problemfyldt skikkelse og ikke mindst en mangelfuld mor. Men det er naturligvis også disse fadæser, der gør hende til en interessant karakter og til kernen i denne lille cinema verité-fortælling.

Men selv om der er kompleksitet nok at trække på, er det dog som om, at filmen aldrig helt formår at indfange det drama, den prøver at skabe.

Det bliver hurtigt tydeligt, at forholdet med Michel Hendrich er en farce, og at den gamle dansedronning ikke helt kan finde ud af at stille skoene (og ikke mindst sprutten) på hylden. Men det er som om Angeliques manglende evne til at erkende egne fejl som mor og som menneske ikke får konsekvenser nok. Selvom hun udstilles i al sin uperfekthed, tilgives hun hurtigt af både venner og børn, hvorfor filmen, ligesom festen, hurtigt dør ud.

Jeg er glad for se hudløs ærlighed og rigtige mennesker på det store lærred. Men hvis de såkaldte ”sande fortællinger” mangler den fornødne dramatiske opbygning, mister de – paradoksalt nok – ofte fascinationskraft og derfor sandhedsværdi. De sætter sig simpelthen ikke fast i erindringen. Her er film som den Oscar-nominerede ‘Boyhood’ dog den undtagelse, der bekræfter reglen.

‘Party Girl’ byder sågar på mange spændende problematikker, som den dog i sidste instans danser lidt for let hen over. Den fungerer faktisk bedst, når den dominerende hverdagsrealisme for en stund lægges på hylden, og vi bevæger os ind i kabaretens fortryllende og forbudte verden. Her skulle den måske have dvælet noget mere? Det er nemlig i mørket, at vi møder filmens største trækplaster: tonerne fra Chinawomans 2007-album ‘Party Girl’, der udgør et mere end fængslende soundtrack.

Mens Angeliques historie alt for hurtigt fordufter, er det Chinawomans sørgmodige røst og hjemsøgende tekster, som jeg tager med mig ud, da jeg forlader biografsalens mørke…

Yes I’m a party girl
Crazy girl
See my lips, how they move
Can’t you see I’m a natural
Life of a party girl
Sexy girl
I used to be so fragile
But now I’m so wild

What’s your name
What’s your art
Nobody knows
About my broken heart