Mere end 10 år efter den første film i serien, afsluttes ’Insidious’-fortællingen på bedste vis med en selvsikker skuespiller i instruktørstolen.

I 2010 introducerede James Wan for første gang Lambert-familien i den første ’Insidious’-film, hvor den oldgamle trope om et hjemsøgt hus blev vendt på hovedet. Idyllen da de flytter ind i deres nye hjem afbrydes nemlig hurtigt efter den ældste søn, Dalton (Ty Simpkins), falder fra en stige på loftet og glider ind i en koma.

Ingen kan dog finde en forklaring på hans komatøse tilstand, og de oplever derefter så hyppige, mærkelige og skræmmende hændelser, at hele familien flytter væk.

Men problemerne fortsætter, og det viser sig hurtigt at mystikken har knap så meget med huset at gøre, og ret meget at gøre med den unge dreng.

Den femte film i franchisen afslutter historien på sikker grund efter et ellers noget usikkert forløb. Med denne føles serien komplet, og det giver os god grund til at ånde lettet ud i et ellers så franchise-præget gyser-landskab.

Endnu en dør sprænges

’Insidious: The Red Door’ er den sidste film i franchisen, og foregår ni år efter ’Insidious: Chapter 2’. Vores sidste besøg i dette univers var dog med ’Insidious: The Last Key’, en prequel udelukkende fokuseret på Lin Shayes karakter Elise Rainier, hvor den paranormale ekspert må konfrontere sine traumer og undersøge sit hjemsøgte barndomshjem.

Elise er knap så meget til stede i Patrick Wilsons nye skud på stammen, men er en af de primære drivkræfter bag serien, på trods af at hun dør allerede i den første film. Selv i hendes død hjælper hun dog familien på vej.

Dalton Lambert lå nemlig ikke en koma, men var derimod fanget og tortureret i de dødes dimension kaldet The Further. Ligesom Elise og sin far Josh, spillet af Patrick Wilson selv, har han nemlig evnen til at astralprojektere sin sjæl, og gjorde det i søvne uden at vide det.

Så mens den sidste prequel afslutter Elises sideløbende narrativ, så afsluttes narrativet om far og søn i ’The Red Door’.

Ni år efter at netop disse to blev hypnotiseret til at glemme alt om deres overnaturlige evner i 2’eren, er Dalton blevet en forpint teenager, der er på vej til college mens hans forældre skilles.

Faderen er næsten lige så forvirret og forpint som sin søn, men opsat på at komme til bunds i sit mystiske hukommelsestab, og denne søgen efter svar ender med at åbne døren til deres fortid endnu en gang – og åbne døren til den anden verden, de begge har siddet fast i.

En lektion i balance

Der er ingen tvivl om at Ty Simpkins i den grad har præsteret i sin rolle hele vejen igennem serien. I ’The Red Door’ er han ligeså tro mod sin karakter som han var som barn, og bærer sig selv med selvsikkerhed og emotionel visdom. Han ville sagtens kunne bære en film helt alene.

Her deler han to parallelle plots med sin faderrolle, og Patrick Wilson er både en født horrorstjerne, og en født horrorinstruktør.

Dette er hans debut i instruktørstolen, og det er et svært sæde at fylde efter James Wan og Leigh Whannel, hvor sidstnævnte stadig er med som producer. Der opstår dog ingen kvaler i hans arbejde både foran og bag kameraet.

I en historie der ellers afhænger meget af tidslinjer der flettes ind i hinanden, så binder Wilson knude på hver enkelt af dem med elegance, og forstår balancen mellem flashbacks, handling, og naturligvis jumpscares. Og de lykkes i den grad.

Man skal i hvert fald på ingen måde frygte at den nye film ikke lever op til den ikoniske scene med dæmonen med det røde ansigt fra den første film, særligt ikke hvis man (ligesom denne anmelder) har en underliggende frygt for hospitaler og lange gange.

Fuldendelsen af far og søn

Det er forfriskende, at filmen ikke læner sig så meget op af at bombardere publikum med jumpscares, noget, som man ellers godt kunne frygte i en Blumhouse-produktion.

I stedet drejer den sit fokus på den far og søn det hele handler om, hvordan den ene ikke kan eksistere uden den anden, og hvordan de begge skal kæmpe med at finde vej tilbage til hinanden i mørket.

Derfor giver det kun mening at Lin Shaye er en slags skytsengel igennem hele franchisen. Det omsorgsfulde og det giftige faderskab har ligeværdig fokus, og selvom prequelfilmene, særligt 3’eren, bevægede sig længere væk fra kernen af det hele, så er det altså også rimelig sejt at en horrorfranchise som denne har en kvinde over 50 år i en bærende rolle.

Hun får sågar lov til at tæske ligeså mange dæmoner som den yngre mandlige hovedrolle. Mere af det, tak!

’Insidious: The Red Door’ bliver en film, som mange instruktører vil kunne kigge tilbage på som et pragteksemplar på, hvordan man afslutter en filmserie.

Filmen er en særlig en af slagsen, der bruger velkendte genreredskaber på eksplosive nye måder, og Patrick Wilson omfavner hele historien med en tydelig taknemmelighed for hvad der blevet givet videre.

Det er fremfor alt en fryd at se, hvor meget overvejelse og kærlighed der er lagt i at fuldende en fortælling, ikke blot indenfor denne genre, men for det generelle filmlandskab. Jeg ønsker mig kun at Wilson fortsætter i dette lovende spor på alle fronter. Er det måske starten på en trend af scream kings?