Peddersen og Findus er sgu da svensk!

Jeg er vokset op med Peddersen og Findus. Børnebøgerne står stadig på en hylde hjemme ved min mor, og jeg har set ’Peddersen og Findus – det kattens år’ flere gange, end det kan tælles på to hænder. Alt den nostalgi kan få én til helt ukritisk at elske et produkt, men denne gang havde det snarere den modsatte effekt. For mig handler Peddersen og Findus om hygge, barndom, opfindelser og om at tro på magien i de små ting. ’Peddersen og Findus: Den bedste jul nogensinde’ handler om chokoladebudding, stædighed og folk, der falder på halen.

’Peddersen og Findus: Den bedste jul nogensinde’ er for de allermindste. Den handler om de sidste dage op til jul, hvor Findus drømmer om den bedste jul nogensinde, mens Peddersen kommer til skade igen og igen. Alle de skader gør det meget svært at blive klar til jul. Heldigvis har de nogle dejlige naboer, som er klar til at hjælpe, hvis bare Peddersen kunne få sig selv til at spørge dem.

Det gode gamle
De gamle Peddersen og Findus-bøger foregår på en svensk ødegård, hvor Peddersen bor helt alene. Da han får sin kat Findus begynder han at tale med den, indtil den lærer at tale selv, og så hygger de sig ellers med at fiske, passe gården og at lave opfindelser. For mig er det ånden i Peddersen og Findus, og hvis man skal være helt fair rammer ’Peddersen og Findus: Den bedste jul nogensinde’ ikke fuldstændig ved siden af.

Når Peddersen har slået sin fod, finder Findus en skammel som de binder fast til hans knæ, så han stadig kan gå rundt. Det er selvfølgelig ikke en særlig god løsning, men det er rigtig skægt, og det fanger den logik, som de to ødegårdsbeboere altid tænker i. Det er især hen mod filmens slutning, da de bygger deres eget juletræ, fordi de ikke kan nå ud og hente et, at filmen virkelig fanger den rigtige stemning. De finder det gode i en uheldig situation, og da de sidder og nyder kogte æg og kogte gulerødder, er det både sjovt og hyggeligt at se på. Men så dukker naboerne op.

Nyt er ikke altid bedre
Da ’Peddersen og Findus: Den bedste jul nogensinde’ startede, blev jeg noget overrasket over, at det var en tysk film. Jeg syntes, det var en dårlig idé at lave en liveaction-version af en serie, der er umiskendeligt forbundet med sin tegnestil, men den helt store overraskelse var, at det overhovedet ikke så svensk ud. Alle scener er helt tydeligt filmet i kulisser. Intet af den sne, som ligger over det hele er ægte, og filmen ser kunstig ud hele vejen igennem. Det hjælper selvfølgelig ikke, at Findus ikke ligner en rigtig kat.

Mit største problem var dog ikke det kunstige filmset. Af og til bryder katmanduoen spontant ud i sang, og hvad end man kender kildematerialet eller ej, bryder disse sange fuldstændig med filmens generelle stemning. En overgearet falde-over-bananskrald-humor dukker flere gange op midt i den generelt rolige, hyggelige film, og det er især tydeligt under sangene, som er poppede og meget lidt svenske.

Før filmens allersidste scene har man dog ikke set det mest vanvittige endnu. Det er nemlig først her, at de venlige naboer dukker op med julegodter, ægte juletræ og en helt masse hidtil ukendte familiemedlemmer. Jeg kunne måske kapere en lidt for sukkersød slutning med lidt for mange karakterer, men så trækker hele castet ellers i lederhosen og danser rundt til afterski-musik. Jeg kunne ikke en gang blive irriteret. Jeg sad bare fuldstændig paf mens mine barndomsminder blev sølet til i popmusik og sauerkraut.