3 år er gået siden denne anmelder første gang stiftede bekendtskab med Percy Jackson, den uægte søn af den græske havgud Poseidon. Nu er tiden så kommet til endnu et ridt i det opdaterede græske sagn- og gudekatalog ud fra forlægget af Rick Riordans bestseller-serie på 5 bøger. Hr. Jacksons tur til uhyrerens hav er desværre noget af en skuffelse, idet plottet trods store huller er genkendeligt forudsigelit grænsende til det kedelige.

Sammenligningen med Harry Potter lå(og ligger for den sags skyld stadig) lige for da Chris Columbus instruerede Percy Jackson & Lyntyven med den unge dreng(Logan Lerman), der uvidende om sit eget ophav og evner kastes ind i en fantastisk verden befolket med fabeldyr og magi. At forlæggets forfatter Rick Riordan skylder mere end bare en tak til J.K. Rowling blev forstærket i og med at Columbus også havde været filmsnedker på de første to filmatiseringer af historien om troldmandsbarnet med lyn i panden.

Nu tre år senere har den mere anonyme Thor Freudenthal (han har primært stået bag børnefilm som Hundehotellet og Diary of a wimpy kid) overtaget instruktørstolen, og derudover er et par af den forrige films store stjerner såsom Pierce Brosnan blevet erstattet af mindre kendte navne.  I de bærende roller har vi dog stadig Logan Lerman som den unge halvgud der nages af sin fars manglende anerkendelse, hans gode ven; satyren Grover (Brandon T. Jackson) samt veninden Annabeth der er datter af visdommens gudinde Athene. Da deres lejr, der ligner en overgearet udgave af en amerikansk sommerlejr tilsat den velkendte husrivalisering (der i modsætning til Harry Potter har hele 12 huse fordi de unge er inddelt efter, hvilken gud de er søn eller datter af).

Da lejren bliver angrebet af nogle fæle mekaniske tyre finder Percy ud af at hans nemesis fra forrige film, lyntyven Luke er tilbage med en ny skummel plan, der skal ligge lejren og siden Olympen øde ved at vække titanen Kronsos til live. Den smægter en kummerlig tilværelse i Tartaros (den græske version af helvede) siden hans sønner Zeus, Hades og Percys far Poseidon gjorde oprør mod hans tyranniske styre (der blandt andet indbefattede at Kronos åd sine egne børn).  Nu må Percy, Grover, Annabeth på jagt efter det sagnomspundne gyldne skind, som eftersigende kan helbrede og beskytte alt og alle det kommer i kontakt med, for at forhindre at lejren bliver ødelagt. Samtidig skal de forhindre Luke i at få fat i skindet i hans mission for at genoplive Kronos. Endelig skal Percy komme overens med hans nye halvbror Tyson, der til mange af de andre lejrdeltageres bekymring er kyklop. En ængstelse publikum med kendskab til sagnet om Odysseus vil nikke genkendende til. På deres vej for de fire heltespirer dog hjælp fra ingen ringere end Lukes far; gudernes sendebud Hermes, fermt og flabbet spillet af Nathan Fillion. En hjælp de får hårdt brug for at komme tørskoet igennem uhyrerens hav.

Percy Jackson & uhyrenes hav skal nok begejstre sin primære målgruppe af ældre børn og unge teenagere, men som voksen sidder man undervejs og savner de kreative indfald som den første film trods alt havde udover det massive opbud af kendte og velcastede skuespillere i mindre roller. I herværende film reduceres solide skuespillere som Stanley Tucci til at være kedelig som den tørlagte lejrleder; Dionysos og selv Anthony Stewart Head som den vise kentaur Chiron virker uinteressant. At plottet oveni er uinspireret og forudsigeligt gør at denne anmelder foretrækker at læse de resterende 3 bøger i serien om Percy Jackson end at vente på at Percy Jackson – The Titan´s Curse får premiere i 2015.