Ødipale komplekser kører på højtryk i Fransk/Australsk firkantsdrama.

Perfect Mothers, baseret på Doris Lessings novelle The Grandmothers, er en hed fortælling om to kvinders seksuelle og følelsesmæssige forhold til hinandens sønner. Det småincestuøse tema dominerer fuldkommen filmen, men på trods af dette sprængfarlige emne, formår den aldrig at rive sig løs af lærredet.

Roz (Robin Wright) og Lil (Naomi Watts) er fra de var helt små vokset op sammen et uspecificeret sted ved den Australske kyst. Begge bliver boende og starter familie, og dermed bliver det smukke landskab filmens konstante kulisse. Det paradislignende sceneri er dog ikke det eneste pæne, der er at kigge på, da både Wright og Watts fremstår som smukke, sensuelle og modne kvinder, der flere gange fik mig til at mumle ”milf” i biografen. Kvindelige seere har dog også noget at savle over, da sønnerne Tom (Rozs søn) og Ian (Lils søn), spillet af henholdsvis James Frecheville og Xavier Samuel, begge besidder en utrolig flot fysik, hvilket filmen heller ikke er bleg for at gøre opmærksom på. Disse fire karakterer udgør hovedingredienserne i en erotisk cocktail, der bliver rystet godt og grundigt i samtlige de 100 minutter, som filmen varer.

Fra start er den seksuelle spænding enorm, og med Wrights kommentar om sønnerne: ”They’re beautiful. They’re like young gods”, er tonen ligesom slået an. Undervejs kompliceres romancerne selvfølgelig på forskellig vis, men de forbliver en konstant og også filmens omdrejningspunkt. Både Wright og Watts er glimrende castet til rollerne. De formår begge at give deres karakter dybde og er ikke blot seksuelle skikkelser, men også to kvinder der er bange for at blive gamle, og som nærer stor kærlighed til deres børn (også på et ikke-seksuelt plan). Watts er en smule mere ekspressiv i sit skuespil end Wright, der fremstår mere stoisk, hvilket får de to karakterer til at komplimentere hinanden, og rollernes forskellighed har derfor en god effekt for filmens dynamik.

Det samme kan dog ikke siges om Frecheville og Samuel, der, når de en sjælden gang får lov til at beholde trøjen på, ikke virker overbevisende og giver et generelt fladt indtryk. Særligt Frecheville virker uinteressant i den sidste halvdel af filmen, og jeg tænker om der overhovedet var brug for andet end deres udseende, da de heller ikke virker til for alvor at blive udfordret igennem filmen.

Visuelt er filmen flot, og kameramand Christophe Beaucarne får fanget den smukke Australske natur, som giver fornemmelsen af et tabt paradis, hvilket ifølge instruktør Anne Fontaine er en vital del af historiens stemning. Lyset fra kysten bliver også brugt flere gange og giver enkelte scener et næsten magisk skær, som passer godt ind i filmens univers.

Det flotte landskab kan dog ikke redde en film, der i bund og grund ikke har forfærdeligt meget andet end sin tematik kørende for sig. Det formår aldrig at blive andet end en historie om to kvinder, der har sex med hinandens sønner, og selvom det er skandaløst og frækt, er det ikke nok til at fylde en hel film. Slutningen er udmærket, men gør ikke op for et langt lunkent midterstykke der dybest set virker langtrukkent og kedeligt. Et smukt sceneri, flot cinematografi og gode præstationer af Watts og Wright samt en interessant grundhistorie, trækker filmen op, men redder den i sidste ende ikke fra at blive andet end ”den der film hvor de har sex med hinandens sønner”.