Olivier Assayas giver et nyt og forfriskende bud på, hvordan man kan sætte sit peronlige præg på en af de ældste genrer i filmhistorien. Tilsat en tour de force præstation af Kristen Stewart.
Spøgelsesfilm varierer meget i kvalitet. Et fællestræk er dog, at der er noget uforløst, som skal klares før den afdøde kan finde fred. Enten er det en god gerning for de efterladte, eller også er det et gespenst, der vil folk ondt.
Maureen (Kristen Stewart) har mistet sin tvillingebror. Mens han var i live lavede de en pagt om, at den der døde først, skulle give den overlevende et tegn som bevis på, at der er et efterliv. De havde nemlig begge en interesse for det åndelige. I dagligdagen arbejder hun som personlig shopper for den rige og berømte Kyra (Nora Van Waldstätten). Jobbet er blevet så kedeligt og rutinepræget, at hun bevæger sig igennem dagen som en zombie. Indtil hun en dag får en sms fra et ukendt nummer.
Kunsten at give slip
Det kan være svært at give slip. Hvad enten det gælder om at komme over tabet af en, man har kær, eller gøre noget som ens hæmninger hindrer en i. For Maureen har hendes brors død sat hendes liv i bero. Bevares, hun arbejder, men hele tiden søger hun efter tegn fra broderen. Hun er ikke klar til at sige farvel til ham endnu.
Hun er også bange for at give efter for sine lyster. For eksempel er der en regel om, at hun ikke må prøve Kyras tøj, det er strengt forbudt. Hun gør det dog, blandt andet fordi hende og Kyra er samme størrelse, så det gør nogle indkøb nemmere. Alligevel kan man ane et lille smil af tilfredsstillelse, når hun prøver nogen af de ekstravagante klæder. Denne haute couture omsvøbte fuckfinger til Kyra er interessant, fordi det viser en lidt mere munter side af en ellers meget sørgmodig karakter.
I den forbindelse er det her på sin plads at fremhæve Kristen Stewarts suverænt bedste skuespils præstation til dato. Assayas skrev manuskriptet specifikt med Stewart i tankerne – og det ses. Det er et hudløst ærligt portræt af en kvinde, der skal takle ikke alene sorg, men også et job hun hader, en kæreste i Oman og en mytisk person, der sender hende sms’er. Det er ikke storladent Hollywood skuespil, men intimt og nuanceret, hvor hver eneste lille bevægelse eller ansigtstræk er vidunderligt fascinerende.
Gammel genre, ny indpakning
Filmen åbner med, at Maureen tilbringer en nat i sin brors og hans forlovedes (Sigrid Bouaziz) hus. Man kan næsten ikke finde et bedre hjemsøgt hus. Det er gammelt, alt knirker og der er mystiske skrammer rundt omkring. Det er simpelt, men alligevel uhyre effektivt. Uden musik men med yderst effektivt lyddesign rejser de små hår sig, når Maureen bevæger sig rundt huset. Forventningen til at der kan ske noget om hvert et hjørne, formår Assayas og kompagni at formidle til UG.
Spøgelsesfilmen bliver fusioneret med en thriller film i bedste Hitchcock stil omkring halvvejs i filmen, da sms’erne begynder at tikke ind. Det fungerer overraskende godt. Fra at sidde og mærke hårerene rejser sig på grund af horror, rejser de sig nu af suspense. Det udvikler sig til en slags katten efter musen leg. Eller rettere sagt, katten der leger med musen.
Til gengæld fremstår sidespring, som en Hilma af Klint reference, som lettere kluntet og dræbende for filmens fremdrift. Nogen fungerer, men kunne have været formidlet meget skarpere. Det er ærgerligt, da der ellers er alle ingredienserne til en fænomenal film.