Pet Sematary -

Ingen grund til at vende tilbage fra de døde for at lægge sig i kø til den her…

Stephen King er en af vor tids mest produktive nulevende forfattere. Små 60 romaner og flere end 200 noveller har hans lange karriere indtil videre budt på. Ikke overraskende er det da, at han også er en af verdens mest filmatiserede forfattere. Mere end 50 TV- og biograffilm er det blevet til.

Det nyeste skud på stammen er ’Pet Sematary’. Forlægget ’Dyrekirkegården’ er fra 1983, og den første filmatisering (til TV) fra 1989. Nu kan denne King-klassiker for første gang nydes i biografen.

Fars fede ferie på dyrekirkegården
Familien Creed er flyttet til landet, for at faren Louis kan få mere tid hjemme i familiens skød. Men i skoven bag deres nye hus opdager de en uhyggelig kirkegård, hvor børn i generationer har begravet deres kæledyr. Da datterens kat bliver påkørt, søger Louis hjælp hos den aldrende nabo, Jud. Han fortæller Louis om et gammelt sagn om kirkegårdens overnaturlige kræfter, der efter sigende skulle have drevet datidens indianere væk fra området i rædsel.

Med Juds hjælp forsøger Louis at bringe katten tilbage fra de dødes rige, men det er ikke alt derfra, man ønsker at få med tilbage, og den lille families sorg og rædsler er blot kun begyndt.

Filmindustriens kink for King
Én af grundende til, at filmindustrien elsker den 71-årige amerikaner fra Maine, er hans uovertrufne evne til at opdigte medrivende gyserhistorier – en genre, der især har vundet indpas på det store lærred.

Filmmediets manipulative mestring af lyd, lys og billede kombineret med biografens intime mørke, er som skabt til gyserkonventionerne; de udnytter skamløst menneskets naturlige fobier, allerstedværende eksistentielle angst og fejlbarlige sanser. Ting vores underbevidsthed har oparbejdet gennem tusinder års evolution, og som vi kun med besvær kan hæve os over.

Formidlingsmæssigt byder gysergenren altså på lavthængende frugter. Deraf filmkunstens intense kærlighedsaffære til såvel genren som King.

Men med markante undtagelser som for eksempel ’Carrie’ og ’Ondskabens Hotel’ så er filmatiseringerne af Kings gyserhistorier dog overvejende fejlskud – produktionsselskabernes lave kunstneriske ambitioner og nærige budgetter indfrier simpelthen for sjældent det potentiale, som bøgerne indeholder.

’Pet Sematary’ er desværre ingen undtagelse.

Cover me with dirt and call me a dead biscuit!
Den oprindelige historie læner sig op ad en langsom stemningsopbygning. Den byder på karakterstudier af hovedpersonerne. Den gennemsyres af et ubehageligt fokus på tabulagte skildringer af børn og forældres relation til dem.

Disse kvaliteter er kun meget overfladisk til stede i filmatiseringen, hvor kedsommelige ”jump scares” af den mest formalistiske slags udgør fortællingens hovedingrediens.

Følelsen af middelmådighed hjælpes på vej af det uinteressante skuespil, hvor kun hovedrolle-indehaveren Jason Clarke og Jud, spillet af John Lithgow, momentvis virker autentiske. De fleste andre roller undes ingen naturlige dialog; den virker derimod tit stiv, akavet og tungt ladet af klodset eksposition.

Det hjælper heller ikke, at underlægningsmusikken lyder som en hobbymusikants parodi på verdens mest anonyme TV-seriemusik.

Visuelt er det dog en pæn affære, og såvel kirkegården som huset og de omkringlæggende skovarealer portrætteres med passende mystik og stemningsmættede luftfotos. Et højdepunkt er ekspeditionerne ind til hjertet af den forheksede skov, der meget tydeligt er filmet i et studie og foran greenscreen. Det er slet ikke forsøgt skjult og giver et charmerende B-filmslook a la den originale filmatisering.

Not so scary pet sematary
Alt i alt er ’Pet Sematary’ en særdeles forglemmelig affære. Den er dog til tider ufrivillig morsom, og har et charmerende 80’-inspireret visuelt udtryk i stil med periodens gyserklassikere fra Carpenter & Co. Så trænger man til at slå hjernen fra til en popcornsgyser, kan man stadig roligt købe billetten.

Og nå jo: den vidunderlige zombie-kat kan få enhver katteelsker til at genoverveje deres foragt for hunde!