Filmatiseringen af ’Peter Kanin’ viser overraskende, at man kan modernisere gamle børnebøger uden plat toilethumor og inkonsekvente moraler, men med komik og sjæl for både børn og voksne.
Da jeg tog ind for at se ’Peter Kanin’, forventede jeg ikke andet end en dårlig undskyldning af en børnefilm i samme bølgelængde som ’Alvin og De Frække Jordegern’. Inden filmen overhovedet var begyndt, troede jeg, at det eneste interessante at tale om ville være dens åndsvage kontrovers i USA, hvor gnavne forældre har boykottet filmen, fordi skurken bliver mobbet for sin blåbærallergi. Så begyndte den moderniserede fortælling om ’Peter Kanin’ og jeg blev chokeret. Jeg grinte faktisk – og blev endda rørt.
Peter og de Frække Kaniner
’Peter Kanin’ er baseret på Beatrix Potters børnebøger fra det tidlige 20. århundrede om den lille rebelske ballademager Peter, der invaderer Hr. Suhrs have for at stjæle grøntsager til sine venner og søskende i skoven. Når Hr. Suhr klager, kommer dyrelskeren Bea ofte til dyrenes undsætning. En dag dukker et nyt familiemedlem fra Suhr-klanen op, Thomas Suhr, der hader dyr ligeså meget som den gamle Hr. Suhr, men som er charmerende nok til at få et forhold med Bea. Peter har dog et bittert forhold til Suhr-familien, som går mange år tilbage, og han vil gøre alt for at sætte en stopper for dem.
Med en klassisk fortælling som denne kunne man frygte, at Sony Pictures Animation (famøse skabere af ’Emoji Filmen’) ville gennemtvinge forældede populærkultur-referencer og et distraherende soundtrack af forglemte one-hit wonders, for at fange børnenes opmærksomhed. Visse scener består desværre af dette bras, men for det meste lykkes det for instruktør Will Gluck at respektere sine børneseere ved først og fremmest at skabe sjove karakterer og god dialog. Det lykkes endda for humoren at være fræk og politisk ukorrekt, når de tager pis på allergikontroversen.
En uperfekt, men kærlig hyldest
Når ’Peter Kanin’ er ved at falde af sit lovende spor og begynder at misse flere jokes end den rammer, ender man stadig at blive hængende. Det skyldes filmens søde og sjælfulde hyldest til Potters børnebøger. I et mindeværdigt flashback til Peters barndom går filmen fra 3D til 2D animation, som det var tegnet i bøgerne. Derudover lykkes det at skabe rørende momenter, når kaninerne undskylder ved at gnubbe deres små hoveder op ad hinanden. Filmens live-action segment er ikke just værd at prale af, men skuespillerne Rose Byrne og Domhnall Gleeson leverer fint i forhold til hvad de har at arbejde med.
I sidste ende er det ikke ofte, at man bliver så positivt overrasket over at se en børnefilm. Det kan selvfølgelig komme på bekostning af den samlede vurdering, der potentielt kan blive en overvurdering. Men jeg tror fuldt og fast på, at både børn og voksne vil have en ganske tilfredsstillende oplevelse med ’Peter Kanin’ og derfor får den 4 stjerner. Den er langt fra perfekt og har flere fejl end nødvendigt, men det er sjældent man ser et så passioneret forsøg på at modernisere en gammel børnebog – og det ender ’Peter Kanin’ med at slippe overraskende godt fra. Der er ingen grund til at boykotte denne harmløse live-action komedie. Tværtimod er den en biografbillet værd.
Copyright: UIP