Efter sin mors død beslutter den kunstneriske Petra sig for at finde sin ukendte biologiske far. Det mål viser sig dog at være mere kompliceret at opnå end forventet. Petra finder sig snart i lære hos en aldrende og anerkendt installationskunstner, der med sin idealisme om sandheden og fetichering af egen magt kun tilføjer til den unge kvindes forvirring om, hvad der er virkeligt.

The plot thickens
‘Petra’ er bygget op om en fragmenteret kapitelstruktur, der provokerende nok ikke starter ved begyndelsen. Det er et finurligt fortællergreb, der med det samme engagerer sit publikum, og visuelt repræsenterer det spind af løgne og udelte sandheder, karaktererne i Petras verden baserer deres handlinger på.

Som filmen skrider frem, bliver disse kapitelannonceringer dog overflødige og nærmer sig demotiverende. For med hvert kapitel følger en overskrift, som rummer en meget afslørende beskrivelse af den kommende sekvens’ centrale plot og dettes udfald, hvilker ikke ligefrem fremmer suspence.

Glidende overgange
Som med manuskriptets gradvise afsløring er kameraarbejdet en spejling af samme kunstneriske kaliber. Den franske filmfotograf Hélène Louvart lader nemlig sit kamera glide igennem og imellem ’Petra’s (tiltagende) melodramatiske karaktere.

På intet tidspunkt dræveler billedsiden ved en hændelse. Selv når bølgerne går højest og intrigerne tager til i sådan en grad, at selv Ødipus og hans komplekser godt kan gå hjem og lægge sig, panorerer kameraet ufortrødent væk fra det udspillende drama.

Dette skaber et mystisk distanceret forhold til de ellers meget menneskelige hændelser. Kameraarbejdet bliver desværre trættende og en for længst overbrugt greb efter filmens midte.

Klap lige den trojanske hest
De græske paralleller stopper dog langtfra ved karaktergalleriet, da ’Petra’s instruktør, den spanske Jaime Rosales, har påpeget selveste Platons elev-darling Aristoteles som sit fortællermæssige fyrtårn i denne stormfulde fortælling.
Udtrykket en sådan muse gerne skulle medbringe, er, ifølge Rosales, en motivation og indgroet forklaring på filmens kunstneriske udtryk.

Et så pompøst koncept kræver en del for at løfte sig til de tilstræbte guddommelige højder. Heldigvis får ’Petra’ et tiltrængt skub i sin lidt for tunge filosofiske bagdel af det danske lyd-orakel Kristian Selin Eidnes Andersen, som leverer en langtfra kedelig, astralsk lydside.
Andersens score ligger som et fint bånd omkring den ellers rodede struktur og binder heldigvis derved ’Petra’s mange udtryk stabilt sammen.

Konceptet om ’Petra’ skulle havde holdt sig til idéernes verden
’Petra’ er en fortænkt fortælling, hvis mange kunstneriske tråde ender med at kvæle seerengagementet for den ellers interessante fortællings udvikling.

Den sidste time halter sig afsted og bliver kun en svag skygge på væggen af sin ellers stærke start.