Hvis Phantom Thread virkelig er Daniel Day-Lewis sidste film som påstået, så forlader han lærredet med elegance og eminent stil. Men han skal passe på, at han ikke bliver overstrålet.

Morgenmaden er vigtig for Reynolds Woodcock (Daniel Day-Lewis), en feteret couture-designer i efterkrigstidens England. En bedårende muse bliver smidt ud efter en mislykket morgenmad af Reynolds søster Cyril (Lesley Manville). Alt imens flygter Reynolds i sin sportsvogn med buldrende fart til feriehuset i en lille flække. Her indtages igen morgenmad, denne gang serveret af den bly viol Alma (Vicky Krieps), som Reynolds inviterer på middag. Hun ender også med irritere designeren over filmens tredje morgenmadsscene, og ved første øjekast ligner hun endnu en muse i køen. Men Reynolds ved tilsyneladende ikke, hvad han har begivet sig ud i.

Paul Thomas Andersons nyeste værk i rækken er et uovertruffen overflødighedshorn af farligt begær, fabelagtige kjoler, magtforhold, mystik og et ualmindeligt lækkert soundtrack af Jonny Greenwood. En ramme sættes, en historie fortælles og publikum beruses og forgiftes af 130 minutters konfektioneret dramatik fra manden, der gav os legendariske film som ’Boogie Nights’ og ’There will be blood’. Men denne gang går Paul Thomas Anderson nye veje. Langt fra sine vante amerikanske rammer, men derimod i det britiske imperiers hjerte, London.

Farlige forhold og endnu farligere hemmeligheder
Lige siden han var lille, har Reynolds yndet at skjule hemmeligheder i syningerne på de klæder han fremstillede. Navne, beskeder og den slags. Netop skjulte hemmeligheder er der nok af i denne fortælling. Reynolds, en særdeles velklædt og elegant herre, nærmest med et skær af Dracula, har aldrig været gift, men han fortærer kvinder som en sulten ulv. Den eneste kvinde i hans liv er hans afdøde mor, som han har et nærmest ødipalt forhold til. Hun har lært ham alt hvad han kan, og i en alder af 16 år syede han hendes brudekjole. Han skylder sin succes som chefdesigner ved ’House Woodcock’ og sine royale kunder til sin mor.

Men hans nyeste najade Alma, som gennemgår en nærmest metamorfisk forvandling, ender med at vende op og ned på alting i bogstaveligste forstand. Vi ser aldrig eksplicit sex, vold, eller lignende, men stemningen er tung, og den stærke mand forvandles til tider til en afkræftet krøbling i kampen mod den blege skønhed. For kærlighed kan i den grad være en giftig størrelse. Alma er stålsat på at elske Reynolds på sin helt egen særprægede måde. Netop de skjulte hemmeligheder, det mystiske forhold og den særprægede magtkamp gør, at filmen ikke er en konventionel konfrontationsfilm, men den finder snarere sit eget sprog. Nærmere som en særpræget myte eller en slags historie, man får fortalt ved kaminen. For der en luft af stille død her i huset som Reynolds lakonisk ytrer.

En stjerne takker af – en ny hilser på
Method-acting maestroen Daniel Day-Lewis leverer som altid en sublim indsats, som (sædvanen tro) har kastet en oscar-nominering af sig. Rollen som den feterede designer er som skræddersyet til ham i hans påståede svanesang. Men ligesom Alma ikke overgiver sig uden kamp mod Reynolds, så byder Vicky Krieps i den grad Day-Lewis op til dans, og nærmest overstråler den store stjerne. Genert af udseende, stålsat af sind. Det vil virke underligt, hvis ikke Vicky Krieps får lov til at sætte sit præg på filmbranchens fremtid, som Alma sætter sit præg på Reynolds.

foto: UIP