Den tyske film ’Phoenix’ tager os med til efterkrigstidens Berlin og giver os et bud på en holocaustfortælling helt uden nazister.

Efter at have overlevet helvede på jord i koncentrationslejren Auschwitz vender den tidligere sanger Nelly Lenz tilbage til et sønderbombet Berlin.  Størstedelen af alle dem, hun nogensinde har kendt, er omkommet under krigen. Alt, hvad der nu er tilbage af hendes familie, er hendes ikke-jødiske mand, der efter sigende også skulle befinde sig et sted mellem murbrokkerne i Berlin.

Ved udelukkende at fokusere på de overlevende, angriber ’Phoenix’ holocausttraumet fra en ny vinkel. I modsætning til andre film som ’Die Fälscher ’ og ’The Pianist’ er de nærmest mytisk onde nazister skubbet helt i baggrunden, og skylden for katastrofen lægges i højere grad over på den generelle tyske befolkning, der måske ikke deltog i jødeudryddelsen, men heller ikke gjorde meget for at stoppe den.

Denne anklage er personificeret i Nellys mand Johnny, der, efter at være blevet anholdt af nazisterne, afslørede Nellys gemmested og derved effektivt sendte hende til  Auschwitz. Nelly er egentligt klar til at tilgive Johnny, da hun finder den tidligere pianist i et ydmygende tjenerjob i natklubben Phoenix.  Efter en omfattende ansigtsrekonstruktion og flere år i KZ-lejr er Nelly imidlertid en skygge af sit tidligere jeg og Johnny er ikke i stand til at genkende hende.

Interessant karakterudvikling
Filmens mest interessante facetter findes herefter i forholdet mellem Nelly og hendes uvidende mand. Johnny, der er fuldstændigt overbevist om, at hans udkårne ligger død i en eller anden massegrav et sted i Polen, bestemmer sig nemlig for at bruge Nelly, som han tror hedder Esther, til at få fingre i sin kones omfattende formue.

Han begynder derfor at ”lære” Nelly, hvordan hun skal optræde som sig selv over for venner og myndigheder. Igennem dette transformeres Nelly fra et stakkels og forsmået offer tilbage til det stærke og selvstændige menneske, hun var før krigen. Karakterudviklingen er filmens største force og fungerer på grund af en overbevisende skuespilpræstation fra filmens hovedperson, spillet af Nina Hoss.

Filmen undgår hele vejen igennem de store følelsesladede konfrontationer til fordel for en mere kølig og analytisk indgang til dramaet, der understreges af en distinkt film noir-stil i flere af filmens centrale scener. Dette gør filmen mere interessant at se, men også en smule langsommere.