‘Piece by Piece’ blander legesyge, farverige animationer og en klassisk biopic-struktur, når legoklodser vækker Pharrells musik til live.

Animationsfilmen ‘Piece by Piece’ er en dokumentar om artisten og iværksætteren Pharrell Williams. Kendt for sin innovative tilgang til musik og mode, er den kreative kunstner et stilikon og bredt anerkendt som en af ​​de mest succesrige og indflydelsesrige skikkelser inden for hiphop.

‘Piece by Piece’ er selvfølgelig inspireret af den store succes med ‘The Lego Movie’-franchisen, selvom den ikke helt har de tidligere films ironiske tone. Tværtimod tager den en oprigtig og inderlig tilgang til Pharrells historie, hvor rigtige stemmer bruges på lydsporet, men med Lego-genskabelser af episoder fra hans liv og Lego-versioner af én-til-én interviews med instruktøren Morgan Neville.

‘Piece by Piece’ skiller sig markant ud fra andre dokumentarer, men ikke fordi den undgår den sædvanlige fortælleformel. Det gør den absolut ikke: ydmyg begyndelse, vejen til stjernestatus, nedture og derefter, uundgåeligt, genopstandelse.

Åbningsscenen låner det æstetiske sprog fra bag-kulisserne-dokumentarer: Et håndholdt kamera følger en Lego-Pharrell (med sin egen stemme), mens han går ind i sit hjem og snakker med sin kone og sine børn. Ved siden af er to stole opstillet: én til ham og én til en Lego-version af instruktør Neville. Filmskaberen beder derefter Pharrell fortælle sin livshistorie, hvilket inspirerer ham til at forestille sig selv som en babyhavskabning, der svømmer gennem havet, før de fører os til Virginia Beach, Pharrells hjemby.

Kreativitet uden grænser

Filmen skiller sig ud ved at skabe Pharrells historie i farverige Lego-klodser. Dette valg, som var musikerens egen idé, virker mindre gimmick-præget, end det lyder. Når man lytter til Pharrells musik – som ofte kombinerer elementer fra hiphop, rock, soul og disco – kan man nemt forestille sig et barn, der sætter usammenhængende dele af Lego-sæt sammen for at skabe en magisk, farverig verden. Pharrell tænker i farver. Den måde, han beskriver sine tanker og følelser på, er så fantasifuld, at der ikke er nogen bedre måde at fortælle hans historie på end gennem Lego.

Legesygheden passer til Pharrells æstetik, der spænder fra at producere beats og albums for et svimlende udvalg af kunstnere til at optage sit eget megahit ‘Happy’ og samarbejde med brands om alt fra streetwear, briller og sneakers til parfumer og hudpleje. Det er filmens historie: Pharrell er altid fyldt med ideer og stopper aldrig med at drømme, eksperimentere og blande verdener, som ingen før har gjort. For ham er alt muligt. Lego passer lige ind.

Og så giver det animerede format filmen en fleksibilitet til at vise Pharells minder og vigtigste øjeblikke på en måde, der ikke ville kunne lade sig gøre i en traditionel dokumentar.

Interviews med store navne som Jay-Z og Missy Elliott fungerer som en drivkraft for den kronologiske livshistorie. Selv hvis man ikke er Pharrell-fan, har han sandsynligvis været med til at skabe nogle af de største hits fra ens favoritter – hvad enten det er Pusha T, Busta Rhymes, Timbaland, Beyoncé, Gwen Stefani eller Britney Spears.

Som fan af hiphop er det sjovt at høre de helt store rapstjerner fortælle, hvordan de mødtes, hvordan de skaber musik, og hvordan de ser på industrien. Det er umuligt ikke at smile, for eksempel når Lego-Snoop Dogg – hvis arbejde med Pharrell på ‘Drop It Like It’s Hot’ gav Snoop sit første nummer et-hit – dukker op i en sky af røg, eller når en rappers ikoniske musikvideo genfortolkes med Lego-klodser. Filmen gør et fremragende stykke arbejde med at skabe noget sjovt med brikkerne i Pharrells liv, selvom det måske ikke er alle stykkerne, der passer lige godt ind.

Lego uden lag

Mod slutningen føles filmen en smule presset ind i formen af en biopic. Pharrell havde nogle stille år efter den fænomenale succes med ‘Happy’. Han fortæller om sin vaklen, om tabet af tro, ydmyghed og kreativitet.

Enhver konflikt – som den, der førte til hans band, The Neptunes’, opløsning, og Pharrells indrømmelse af, at hans ego løb af med ham – bliver skøjtet hurtigt henover og efterlades til en forhastet afslutning, hvor Pharrell hurtigt accepterer tingene, mens han bevæger sig videre til næste fase.

‘Piece By Piece’ sætter også Pharrells karriere i samtale med Black Lives Matter-bevægelsens samtidige opblomstring og protesterne mod politivold, før den fokuserer på Pharrells mest meningsfulde bidrag til hiphop: produktionen af Kendrick Lamars kraftfulde sang ‘Alright’. Alt dette er interessant, men sker hurtigt. Lamars sang giver ‘Piece By Piece’ en følelsesmæssig vægt, som den måske ikke helt fortjener. Det er jo stadig en Lego-film. Forsøget på at lade denne legende fortælling bære en større, samfundsmæssig betydning føles forhastet og ude af balance med filmens egentlige tone.

Lego-Pharrell er fascinerende, men han er ikke nær så interessant som den virkelige person. ‘Piece By Piece’ resonerer, fordi den er barnligt håbefuld og fuld af glæde. Animationerne er sjove og sprudlende, og med både gamle kendinger og de nye catchy sange på soundtracket kan man ikke undgå at blive smittet af dens opløftende, inspirerende musik.