Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor meget udvandet fiskesuppe, der kan koges på en historie om dødbringende hvirveldyr og letpåklædte damer, så med Piranha 3DD har instruktøren John Gulager fulgt op på det seneste remake af filmen fra 2010.

Endnu engang er det kødædende piratfisk, der truer opretholdelsen af menneskeligt forgodtbefindende, som det udfolder sig i badelandet The Big Wet Water Park. Pigen Maddy (Danielle Panabaker) ejer sammen med sin hånlige stedfar parken, men har ikke meget at skulle have sagt i forhold til stedfarens planer om at omdanne badelandet til et erotisk slaraffenland. Forhistoriske piratfisk, der senest dukkede op i en badesø i Arizona, har tilsyneladende overlevet i millioner af år i isolerede søer, og nu hvor stedfaren på ulovlig vis dræner vand fra en nærvedliggende sø, bliver Maddy nervøs. Denne nervøsitet stiger op imod den store åbning af vandlandet, hvor utallige storbarmede kvinder tilsyneladende blot venter på at løbe skrigende bort i slowmotion. Men er det overhovedet muligt at forhindre det forestående kaos?

Nej, selvfølgelig er det ikke det. For så ville Piranha 3DD måske ligefrem have været en god film, men når blodbad som i denne film kombineres med diverse perversiteter vidner det uundgåeligt om kunstnerisk lavvande. Der er ingen grænser for, hvordan din væmmelse kan blive vakt i denne film, der overgår selv en forvokset teenagedrengs vildeste fantasier. 3D-effekten bliver ihærdigt udnyttet til at fremhæve adskillige dobbelt d’er – her refererende til de kvindelige attributter, der bestemt ikke er noget, man skal lede længe efter. Den gustne stedfar har da også sørget for at installere et undervandskamera lige ved badesøens trappestige, så man ikke skal gå glip af badenymfers nøgne opstigning.

Filmen opererer hele vejen langt under bæltestedet, og prøver ihærdigt at være morsom med sine sjofelheder. Desværre er dialogen mildest talt til at skylle ud i afløbet sammen med den tilsatte grad af klichéfyldthed, der gør filmen meget forudsigelig og plat. En hvis genkendelsens glæde opstår dog alligevel i mødet med Christopher Lloyd, der har samme excentriske karakter som i Back to the future. I Piranha 3DD møder vi ham igen som Piranha-eksperten Dr. Goodman, der til sin store glæde har flere hits på Youtube end en opkastende baby. I anledning af vandparkens åbning er også livredderen of all times, David Hasselhoff, blevet inviteret til at kaste glimmer over begivenheden. Meget grinagtigt er det nu altid at gense den fallerede The Hoff, som slet ikke er bange for at gøre grin med sin egen sørgelige skæbne som afdanket 90’er-helt.

Noget, der desværre heller ikke er kommet videre siden 90’erne eller måske rettere 70’erne, er de sørgelige mekaniske piratfisk. Uden tvivl er de uhyggelige at se på, og de små udgaver af dem, der kan finde ind i menneskelige kropsåbninger er, i kraft heraf, ligeså væmmelige. Men ægte – det ser de altså næppe ud til at være.

De små bæster avler dog alligevel nogle gedigne chokeffekter, der gør filmen virkelig uhyggelig og efterlader en målløs i mange timer efter. Man får ofte lyst til at krybe langt ind i biografsædet eller kaste 3D-brillerne og flygte. På den måde formår filmen på forunderlig vis alligevel at være ganske underholdende. Så skal man endelig se filmen, er det netop for at få et ukompliceret gys.

Derudover er Piranha 3DD en syndflod af syge fantasier, hvor den ene overgår den anden i lavmål. Et træk som til sidst efterlader dig med en sørgelig strandet fisk, du alligevel ikke kan lade være med at blive en lille smule bange for.

Af Thea Hviid Ødbehr