Der er tegn på etterens sjovere og simplere ånd, men den femte film i Pirates-serien forbliver ligeså underholdende og ligegyldig, som sin forgænger.
Johnny Depp er tilbage som den ikoniske Captain Jack Sparrow. Om man kunne modstå ham i alle Pirates of the Caribbean film post-etteren afgøre gevaldig meget om man kan modstå ham igen.
Fra søulk til landkrabbe
Jack Sparrow er ikke, hvad han har været. Den tidligere berygtede pirat har nu mistet sine store skattejagende ambitioner, sit mandskabs tillid, og selvfølgelig også sin rom. Da han sælger sit kompas for at købe mere rom, befrier han den berygtede Salazar fra hans forbandelse, som sætter sig ud på et kæmpe korstog mod alt sejlende på de syv have. Man ved snart ikke længere om Jack rent faktisk har et es i ærmet, eller om han nu bare er en letmatros.
Heldigvis for Jack bliver han ledsaget af den unge pirat Henry Turner, som ønsker at hæve sin fars forbandelse og astronomen Carina Smyth, som ønsker at finde sig selv. De forsøger alle at finde Poseidons Trefork i tide, så de kan stoppe Salazar, og få deres ønsker opfyldt.
Mere Dead Men Tell no Tales, mindre Salazar’s Revenge
Når nu en eller anden klog dansker var så venlig at ændre filmens titel fra at være ’Dead Men Tell No Tales’ til ’Salazar’s Revenge’, havde man måske håbet på at se mere til denne Salazar og hans hævn, nu da han spilles af den vældig talentfulde Javier Bardem. Desværre begraves han i et af Pirates-seriens karaktertræk; det indviklede plot.
Jack Sparrows ærkerivaler, Kaptajn Barbossa og de altid ortodokse briter, er nemlig også en del af kapløbet om treforken, og så har Jack desuden fået et ægteskabstilbud fra en af sine tidligere håndlangere (held og lykke med at huske ham). Det er ellers synd at vi ikke ser mere til Salazar, for han er nu en underholdende skurk, og hans hær af skeletpirater er CGI, når det er allerbedst.
At Depp, eller ikke at Depp
Selvom man aldrig helt bliver følelsesmæssigt investeret i karaktererne og de mange sidehistorier, er man for det meste rimelig underholdt i gensynet med piraterne. Underholdningen kommer dog mest fra de sjove, kreative og hæsblæsende actionsekvenser, hvor instruktørparret Joachim Rønning og Espen Sandberg virkelig skinner igennem.
Kaya Scodelario fungerer også overraskende godt i rollen som astronomen Carina, og hun viser overskud, som seriens tidligere kvindelige hovedroller ikke har gjort.
Det forbliver dog et Johnny Depp show, derfor afhænger filmens underholdningsværdi meget af, hvor godt man kan lide hans hurlumhej. Hvad der engang blev set som en af tidens mest unikke skuespilpræstationer har for mig mistet det meste af sin charme og elegance. Seriens store fans vil sikkert nok finde mere glæde i ham, så for dem kan ’Salazar’s Revenge’ forblive ganske fin popcornsunderholdning. Det er ikke ligefrem skørbug, men der er heller ikke meget at yo ho ho over.