Et rumvæsens søgen efter at kunne vende hjem bliver i filmen med den kortfattede titel ´PK´ kombineret med samfunds- og religionskritik og jagten på kærlighed. Alt sammen i Bollywoods magiske rammer.

Du er taget på en rejse væk fra din egen verden og lander midt ude i et øde og tørt landskab på en fremmed planet. Du er nøgen bortset fra nøglen til dit rumskib, som hænger om din hals, og så ser du en mand med en radio, som spiller indisk musik.

Du er nysgerrig og går hen til ham, ivrig for at lære mere om de mystiske væsner på denne planet, men manden stjæler nøglen om din hals og hopper på et forbipasserende tog. Og således starter jagten på din eneste billet hjem, hvor du hurtigt lærer betydningen af penge og religion (og forbindelsen mellem de to).

Ikke lige dét man kender Bollywood for
’PK’ fra 2014 blev instrueret af Rajkumar Hirani, som én af de få film, han har instrueret. Filmene virker umiddelbart til at afskille sig fra de typiske rammer i en Bollywood-film, som de fleste nok forventer (man skal nok ikke regne med en masse vilde koreografier og sange med dubbede stemmer).

I ´PK´ (navngivet efter filmens hovedrolle spillet af Aamir Khan) bliver et rumvæsens ankomst til Jorden brugt til at sætte et nyt twist på den klassiske ”rumvæsen vs mennesket”-trope, hvor man ikke kun følger med, når PK skal lære hvad noget så simpelt som tøj er, men også opdager betydningen af religion og hvordan det kan påvirke menneskenes liv. Og ja, jeg er udmærket klar over hvor mærkelig en blanding, det lyder som.

Med flashbacks, som følger PK, der fortæller sin historie til journalisten Jaggu (spillet af Anushka Sharma), ser man, hvordan han får manøvreret sig rundt i en helt ny verden, og hvordan han lærer, hvad mennesker gør for at få det, de vil have.

Nå ja, og så kan han bevise det hele for Jaggu ved at bruge sin rumvæsen-kraft, som er at læse og dele tanker ved berøring. En rigtig god evne at have, når man heller ikke kan nogle jordlige sprog.

Hvilken gud er bedst?
Efter at have vandret rundt i en mindre landsby splitternøgen, finder han ud af, at han nemt kan få skaffet noget tøj ved at række ind gennem åbne vinduer på hoppende biler, hvor et par er travlt optagede. Nu, hvor han så kan passe bedre ind blandt det indiske folk, begiver han sig videre ud i landet.

PK opdager ret hurtigt, at der virker til at være en forbindelse mellem at tilbede en gud og at få dét, man ønsker. For at kunne få hjælp til at komme hjem, beslutter han sig for at prøve samtlige religioner, han kan finde frem til, fordi på et eller andet tidspunkt må Gud da kunne svare tilbage.

Med flere mislykkede forsøg på at få hjælp fra Gud har PK dannet sig et effektivt system for at mindske både økonomiske og fysiske slag ved, at lære hvordan han kan spare på sine penge og ikke blive slået, når han overtræder en usynlig religiøs lov.

Han skal jo selvfølgelig have sine penge tilbage, hvis hans bønner ikke er blevet svaret, og når de andre tilbedere ikke er så glade for at se ham rode rundt i deres pengekiste, så kan han undgå at blive slået i hovedet ved at putte klistermærker af profeter og guder på hans kinder; et trick han har lært fra at se, hvordan tegninger af guder på vægge holder folk fra at tisse på gaden.

Det bedste af Indien i en sci-fi film
´PK´ giver et forfriskende nyt blik på en samfundsvurdering, der både kan være politisk og kulturel. Ikke nok med at selve filmen er underholdende (Aamir Khan har meget store øjne og hans naivitet er som et friskt pust), så starter den også nogle vigtige tanker omkring hvordan man ser verden.

Man får Indiens karakteristiske, levende og farverige kultur sammensat med en ny vinkel på mødet mellem mennesker og rumvæsner. ´PK´ kan findes på Netflix, blandt en masse andre Bollywood-film, hvis man har lyst til det!