Hvis dig og din ven er elleve år, alene i storcentret uden jeres forældre, og fem fremmede fyre kommer hen og spørger jer, hvad klokken er … så er I for det første fucked, for det andet ret sikkert snart en smartphone fattigere. Og for det tredje en del af første, stærkt ubehagelige scene i Ruben Östlunds Play.

Göteborg var i en periode mellem 2006 og 2008 plaget af en række røverier begået af en bande drenge, der var på vej ind i teenagealderen, men stadig havde uskyld nok til at gøre røverierne til en del af et kompliceret rollespil. Far, mor og børn, men for utilpassede knægte og med ofre, der ku hygge sig med traumerne, når spillet var slut. Bandens trick var, ligesom man ser i åbningsscenen, i første omgang at få offeret til at tage sin smartphone frem. Røveriet ville så forløbe sådan her, næsten uden at ofrene var klar over, de blev røvet:

Røver: – Serjøst, det der ligner min brors phone, der blev nakket i lørdags.
Offer: – Men jeg har fået den af min far for et år siden.
Røver: – Hey, vi’ nødt til at finde en løsning på det her problem, ing? … Kom, vi mødes med min bror i skaterparken.

I et fuldstændig vanvittigt og grusomt betagende væv af talehandlinger og indstuderede replikker spiller banden good cop, bad cop og narrer i filmen tre yngre fyre med sig ud i en ghetto, senere helt ud i skoven. Og de er onde, modbydeligt onde. Men også charmerende og bare unge. Bare børn, egentlig. Børn, der mishandler børn, ligesom du kender det fra Fluernes Herre eller Zappa. De voksne kan – og det er nok præmissen for at fortælle den her film – ikke forstå eller hjælpe gidslerne, selv ikke når de desperat forsøger at søge tilflugt på en café og vil have politiet tilkaldt.

Men det er ikke kun enkelte voksne, der anklages med Play. Det er som sådan en hel samfundsmodel, hvor de fleste mennesker ikke lærer at tage vare på sig selv, men i ekstreme situationer som de her røverier lægger sig i fosterstilling, fordi deres overbeskyttede livsforestilling krakelerer. Udsigten i Plays samfundskritik er så overvældende deprimerende, at man har svært ved at se hinanden eller sig selv i øjnene, når filmen er slut.

Og så alligevel. For måske er man i virkeligheden selv offer for en manipulation, ligesom ofrene for trickrøverne er det. Hos Östlund ser man en gengivelse af samfundet, der foregiver at være næsten dokumentarisk: Kameraet er som et overvågningsmodul altid placeret på ét sted under hele scener, lyssætningen er hverdagslig, børnene er hentet ind fra gaden, og forløbet skal virke så autentisk og ukonstrueret som muligt. Men det ér jo en fiktionsfilm, den ér konstrueret, det ér Östlund, der har skrevet alle replikker, bestemt alle vinkler og repræsenteret virkeligheden efter sit eget hoved. En virkelighed, hvor folk ikke siger fra, når de er vidne til uretfærdighed, hvor voksne er absurd apatiske, og børn enten har lavt selvværd eller ingen selvtillid. For så vidt er det en ganske unuanceret fremstilling, et postulat, der skal understøtte filmens plot og idé. Selvfølgelig en banal betragtning, men ikke desto mindre en årsag til, at jeg ikke som en rettroende jøde tager alverdens lidelser på mine skuldre, når jeg forlader biografen. Jo, Plays virkelighed ér en del af en virkelighed, jeg kan genkende, men jeg er ikke enig med dem, der vil bruge Play til at karakterisere hele det nordlige samfund som kujonagtigt og sygt.

Jeg vil betragte Play som det, titlen på lidt for novelleanalytisk vis lægger op til: en leg eller et teaterstykke, hvis styrke ligger i at demonstrere ordets og talehandlingens magt. Ikke som et empirisk belæg for, at integrationen har slået fejl, og den naive skandinav bliver udnyttet af den gadesmarte indvandrer. Men uanset mine indvendinger: Det er en stærk film, Play, og den viser nogle sider af den menneskelige psyke hos børn, som man skylder sig selv at tage stilling til. Helt klart anbefalet herfra.