Remaket af 90’er-superactionfilmen ’Point Break’ har udskiftet våddragterne med globetrottere og ekstremsport.

Johnny Utah er en kendt daredevil/motorcrosskører, der, efter at have fået en vens liv på samvittigheden, forlader sportsverdenen for at blive FBI-agent. Der går selvfølgelig ikke lang tid, før han må grave i fortiden, da han i sin første sag, på grund af sin store viden om ekstremsportsatleter – han er jo selv én – er den eneste, der kan se sammenhængen mellem en række globale røverier, som bliver udført af en gruppe zen Robin Hood-agtige øko-aktivister, der både vil redde moder jord, imens de laver nice ekstemsportsstuff. Johnny Utah må infiltrere gruppen. Det lyder langt ude, og det er det også.

Flot natur – som på Discovery Channel
Filmen kommer i virkeligheden meget godt fra start med en utrolig flot filmet motorcrosstur gennem Arizona-ørkenen, og sådan fortsætter den med vildt lirrede snowboard-, surfing-, klatre- og vandreture. Flot er det, men hvis det var det, jeg gik efter, kunne jeg bare have streamet diverse sports/naturdokumentarer på netflix og hygget med det. Så ville jeg også slippe for de totalt intetsigende karakterer og det vildt dumme plot, som modsiger sig selv igen og igen. Sportsscenerne ender desværre også med at blive en gentagelse af sig selv og har kun halvdelen af tiden nogen indflydelse på selve plottet.

Hele castet og alle karaktererne er så kedelige. Johnny Utah spilles af den australske Chris Hemsworth look-a-like Luke Bracy og er mest af alt en amerikansk dude bro frat boy taget direkte ud af 00’erne. Over for ham spilles hovedskurken Bohdi af venezuelanske Édgar Ramírez. Deres karakterer har ingen kemi, er fuldstændig fraskrevet nogen form for følelser og er milevidt fra Reeves-Swayze-dynamikken. Hele gruppen af karakterer er så ens og personligshedsforladte, at man har iklædt dem hver deres farve gennem hele filmen, bare så publikum kan kende forskel! Til at krydre det hele er en dejlig lille forceret romance mellem Utah og filmens absolut eneste kvindelig karakter, der endda bliver reduceret fra romantisk til seksuelt objekt – slow clap.

Hvem er det nu lige jeg skal holde med?
Der var flere gange i ’Point Break’, hvor jeg simpelthen måtte tage mig til hovedet af ren stupiditetsoverload. Det eneste, der kan indløse en stjerne, er de altid flotte naturbilleder og de to spændende actionscener. Alt hippie-dippy-snakken fra skæggede mænd om at redde jorden og blive ét med naturen er i virkeligheden en meget god måde at opdatere surfing-snakken fra originalen. Men det er ’de onde’, der vil redde verden og den blonde amerikaner, der kommer og vil ødelægge det hele. Man kan virkelig mærke, at der er lagt ’onde’ handlinger ind, så Bohdi og the gang ikke ville virke 100% som de gode – hvilket de dog stadig til dels gør. Der er ingen i denne film, hvis motivation for noget som helst fremstår klar og man bliver efterladt med et skørt rodet plot, dårlige karakterer og flotte 3D-billeder.