Med sit nye komediedrama udbygger instruktør Yorgos Lanthimos sit imponerende CV med endnu et skævt, udfordrende og helt igennem vanvittigt værk.

Fra i dag velsignes danske biografer med ’Poor Things’, en feministisk, surrealistisk, sexgal krydsning mellem ’Forrest Gump’ (1994) og ’Frankenstein’ (1931). Og selvom filmen og Alasdair Grays roman af samme titel (1992) som den baseres på ekkoer netop ’Frankenstein’ på flere måder, så sprudler værket stadig af originalitet og kunstnerisk overskud.

I centrum finder vi Emma Stone i absolut topform, som den mystiske kvindelige skikkelse Bella, hvis atypiske liv er et eksperiment, der afvikles af den geniale, men skrupskøre Dr. Baxter (veloplagt Willem Dafoe). Imens Dafoes Dr. Frankenstein-agtige karakter optræder foran kameraet, kan man i filmisk forstand finde de egentlige gale videnskabsmænd bag kameraet. Nemlig den græske instruktør Yorgos Lanthimos og den australske manuskriptforfatter Tony McNamara, der fortsætter samarbejdet fra kritikerdarlingen ’The Favourite’ (2018). Og endnu engang finder duoen deres helt egen stemme.

Dystopi og komedie

Da en ung gravid kvinde tager sit eget liv, finder Dr. Baxter hendes lig. Videnskabsmanden formår i en forstand at redde både mor og barns liv, men på en forskruet måde. Nemlig ved at skifte kvindens hjerne ud med sit spædbarns. Resultatet er Bella. En granvoksen kvinde med et barns sind, som Dr. Baxter gør det til sit store eksperiment at opdrage, mens han observerer og dokumenterer hendes mentale udvikling.

Uskyldige Bellas navigation gennem en kompliceret nærfuturistisk verden, er klart dyster og tematisk rig, men filmens skabere insisterer med stor succes på at binde fortællingen ind i humor. Manuskriptet og skuespillet skaber fantastisk absurd komedie i Bellas konfrontationer med, og læren om, sociale normer, samt hvad der ellers er op og ned i verden og livet. Fra Bella der må holdes tilbage fra at slå en larmende baby på en restaurant, til Baxters protegé Max (Ramy Youssef) der efter sit første møde med voksenbarnet siger ”my (God), that’s a very pretty retard”.

Både Emma Stone og hendes kolleger demonstrerer fantastisk komisk timing. Især Mark Ruffalo der muligvis er sjovere end nogensinde før, men samtidigt lykkedes med at skildre en utroligt frastødende og usympatisk karakter. For filmens konflikter opstår, gennem hvordan karaktererne omkring Bella forsøger at kontrollere hende på forskellig vis. Flere er tiltrukket af hendes smukke ydre, og parat til at se bort fra, eller udnytte, hendes barnlige indre.

Filosofi og identitet

Gennem problematikkerne rejses spørgsmålet om, hvorvidt pigen i centrum kan vokse og modnes til en kvinde. Filmen viser hendes søgen efter formål i det samfund, hun undervejs lærer om og reagerer på, og dykker ned i filosofien bag idealisme. Samtidigt etableres filmens feministiske undertoner gennem Bellas søgen efter sig selv i en verden fyldt med mænd, der vil kontrollere, hvad og hvem hun skal være. 

Det er en ambitiøs sammensmeltning af tematikker og karakterdynamikker, og på flere måder er det meget vellykket, men nogle elementer falder lidt til jorden. Blandt andet føles det, som om sidemysteriet med den gravide kvinde og hendes selvmord håndteres for nemt, ligesom fortællingen ikke gør nok med den ellers prominente Max-karakter og hans dynamik med Bella. I det hele taget er der ikke den store emotionelle vægt bag nogle af karakterrelationerne, selvom vi beskæftiger os med følelsesladede emner som forelskelse, sorg og familie.

Emma Stones skuespillerpræstation er der til gengæld ikke noget at udsætte på. Med en af sine største skuespillerpræstationer til dato skildrer hun sin absurde karakter gennemgå en meget overbevisende personlig udvikling.

Elegance og vulgaritet

Bellas oplevelser er skildret med en billedside, der ofte er elegant og innovativ. De flotte kulisser i filmen er spændende og farverigt designet med raffineret sans for detalje, hvilket former den æstetisk skæve og finurlige, nærfuturistiske verden, som fortællingen finder sted i. Ligeledes fanges det i billeder, hvor der eksperimenteres med kameravinkler og belysning.

Den visuelle side er dog også ofte makaber og vulgær. Det går vildt for sig i Dr. Baxters operationskælder, hvor mennesker og dyr skæres op og sys sammen med forskellige andre dyr. 

Det går endnu vildere for sig i diverse soveværelser, hvor Bella er ivrig efter at lære alt om seksuelle lyster og tilfredsstillelse af samme. Skaberne bruger både scenerne til at udforske nogle af karakterernes mørke begær, men også til at implementere mere sort komedie. Blandt andet vil der gå længe, før jeg personligt kan glemme den skeløjede franske mand, vi møder, der har en helt særlig begejstring for nøgen krabbegang.

Æstetikken harmonerer i det hele taget forrygende med fortællingen, for værket i sin helhed har så mange kontraster i spil. Kontraster mellem det ækle og det smukke, det mørke og det morsomme, det triste og det opløftende, det absurde og det troværdige, det umiddelbare og det dybt eftertænksomme.

Et meget unikt stykke filmkunst, der i den grad kommer til at pynte på det danske biografprogram.