Af Dorte Winkler
Jim Carrey spiller hovedpersonen Tom Popper i denne familiefilm om en mand der er en storsælgende ejendomsmægler og ganske skruppelløs i sit arbejde, hvor han sørger for at få fat i yderst attraktive ejendomme til sine chefers firma. På hjemmefronten er han skilt, men stadig formidabelt gode venner med sin dejlige ekskone (Carla Gugino), hvorimod hans to børn er noget mere forbeholdende når det kommer til at besøge farmand i det noget sterile og topdesignede hjem et fashionabelt sted på Manhattan. Popper er en mand der lettet udbryder ”Thank God it’s Monday” og han har med andre ord mistet grebet om de sande værdier i tilværelsen. Men han har også en trist og noget faderløs barndom bag sig som gør at det med selv at være far ikke ligger lige til højrebenet for ham.
Men så sker der noget – posten kommer med en kasse fra Poppers afdøde eventyrer af en far – og i kassen er der en pingvin! Nu kommer Popper/Carrey på glatis, for hvordan styrer man lige sådan én eller alternativt kommer af med den. Da der kommer flere pingviner til lidt senere bliver Poppers hjem til et veritabelt polarparadis for pingviner og ikke mindst for Poppers to børn, som pludseligt synes det er meget hyggeligere at være hos far. Alt burde være godt nu, men far er stadig glad for mor og far har stadig nogle meget grådige arbejdsgivere der stiller umulige opgaver, og så er der selvfølgelig lige problemstillingen med de seks pingviner i New York.
Det er lige Jim Carrey at få lov til at spille overfor seks pingviner og dermed kanalisere al den forbavselse, frustration og goofede galskab som kan hives ud af den situation. Men Carrey er ikke helt så voldsom og vanvittig i sin mimik som vi ellers har set ham i tidligere film – han holder det indenfor det relativt normale og det virker i hvert fald mere spiseligt end når han folder sig fuldstændig ud og mister alle ikke-inkarnerede fans mens hans ansigt nærmest går i opløsning. Carrey, som har leveret gribende præstationer i de mere alvorlige genrer (The Truman Show, Eternal Sushine of the Spotless Mind), brænder måske mest for den type filmkomik som lægger tættest op af stand-up’ens diverse karakterer og som giver ham noget line at løbe med. Her kan man se at han morer sig med pingviner og det hele – Yeah-absolutely (lyder som Yapsolutely)– som er en af Tom Poppers favorit udtryk .
I en væsentlig birolle er der gensyn med den 85-årige Angela Landsbury (især kendt for TV serier, fx Hun så et mord) og den 80-årige Dominic Chianese, som flere måske husker som Junior Soprano i HBO serien Sopranos for nogle år tilbage. Dejligt at der stadig er nogle roller tilbage til de gamle skuespillere i det ungdomsfikserede Hollywood. I en fornøjelig birolle har vi Ophelia Lovibond (Venskab med fryns, Nowhere Boy) som Poppers assistent, Pippi med en dejlig forkærlighed for ord der begynder med p – et godt krydderi i komikken til især de voksne og så er der også diverse filmreferencer som de voksne kan hygge sig med, mens børnene nok får mest ud af Carreys slapstick, den lykkelige familiehistorie og så selvfølgelig pingvinerne, som i øvrigt er ægte!! Men dog fint suppleret med noget CGI og andre fiksfakserier. Pingvinerne fungerer rigtig godt, og er lige præcis så troværdige og utroværdige som det sig hør og bør i en film af denne halvmagiske type.
Er man glad for den gakkede version af Jim Carrey, pingviner og lidt amerikansk familiesødsuppe af den traditionelle juleeventyrslags, så er Poppers pingviner et trygt, men også morsomt, bud på en glimrende tur i biffen her i sommerferien.
