På trods af et forudsigeligt plot formår denne gyserfilmatisering at fange frygt i sin simpleste form.

Hvis du har læst titlen på ’Saw’ og ’Insidious’-forfatteren Leigh Whannells seneste projekt, ’The Invisible Man’, og undret dig over plottet, så kan jeg afsløre, at du får udelukkende hvad du ser.

Den usynlige mand er en ikonisk figur indenfor horrorgenren, skabt af H. G. Wells i romanen af samme navn. Derfor kommer det som ingen overraskelse, at den, endnu engang, bliver forsøgt filmatiseret for et nyere publikum sammenlignet med forgængeren fra 1933.

Og der er stadig ingen overraskelser at finde i biografmørket – både handling og karakternavne fra kildematerialet er ændret, men traileren alene overlader ikke meget til fantasien. Alligevel formår den at holde publikum på kanten af sædet på trods af sin forudsigelighed.

Begyndelsen på en scream queen
Hovedrolleindehaveren Elisabeth Moss spiller Cecilia: en kvinde fanget i et voldeligt ægteskab med Adrian (Oliver Jackson-Cohen), en succesfuld opfinder indenfor optiske instrumenter.

I åbningssekvensen lykkedes det hende at flygte fra deres futuristiske, konstant overvågede villa, hjulpet af det stof, hun har bedøvet ham med – men hvad der skal være et nyt kapitel i hendes liv, bliver kun et større mareridt end det første.

Elisabeth Moss kendes af mange fra HBO-serien ’The Handmaid’s Tale’, og hendes birolle i Jordan Peele’s gyser ’Us’ fra sidste år.

Og når hun her er omdrejningspunktet for historien, hersker der ikke meget tvivl om, at hun er som skabt til horrorgenren. Mens de fleste biroller lider af en ærgerlig monoton stemmeføring og manglende karisma, går heltindens følelser direkte under huden.

Jeg må indrømme, at det er noget tid siden, jeg har set en film som denne, hvor nærmest intet kom bag på mig – ikke engang dét, der skulle agere et plottwist. Men skuespillerindens udtryksfulde ansigt skaber en uvished og en paranoia, der hænger ved, også selvom man allerede har gættet sig frem til forløbet.

Det undervurderede stille gys
Kameraarbejdet går hånd i hånd med Elisabeth Moss’ optræden og skaber en nervepirrende atmosfære. Det er jo ikke andet end åbenlyst, at den usynlige mand bliver en realitet, og man må give dem, at det er en svær titel at skulle puste videre liv i.

Men lange shots på tomme gange, et komfur, der går i brand af sig selv, og et kuldefrossent åndedræt, der opstår ud af ingenting, sætter billeder på en noget så simpel frygt som dén at blive overvåget. Vores heltinde er aldrig rigtigt alene på trods af et forsøg, hun tydeligvis har skullet planlægge grundigt.

Til gengæld har holdet bag lydsiden af filmen været på overarbejde.

Paranoiaen fungerer i de øjeblikke, hvor intet andet end trin og vejrtrækning kan høres. Der er dog få af disse, for størstedelen af spændingen bliver fulgt af melankolsk klaverspil eller en voldsom bas – musikken ender med, ligesom titlen, at være så indlysende, at det føles overfladisk.

Du skal ikke tænke dig til meget i ’The Invisible Man’ – det er faktisk en anelse grinagtigt, hvor let det er at se, hvad der lurer forude.

Men jeg vil vove pelsen og hævde, at hovedrolleindehaveren løfter filmen til et langt højere niveau, end hvis den havde været foruden hende. Hvad der ellers kunne være en ordinær spillefilm, minus diverse science-fiction-but-not-really elementer, når helt ind til benet på seeren kun på grund af én kvinde. Og måske får den dig også til at kigge dig over skulderen en ekstra gang.