Af Sandra Holm
Midt i biografernes udvalg af amerikanske blockbusters er det forfriskende at finde en film der, trods handlingens umiddelbart genkendelige plot, viser sig at have lidt mere på hjerte. En krimi der svæver et sted med himmel og jord, bogstavelig talt, og elegant funderer over de mere okkulte tanker i tilværelsen.
I Frankrigs koldeste by, Mouthe, bliver den lokale skønhed Candice Lecoeur (Sophie Quinton; Avril) fundet død i sneen i ingenmandslandet på grænsen til Schweiz. Dødssårsagen afskrives øjeblikkeligt som selvmord med en overdosis af piller og sagen synes umiddelbart lukket.
Samtidig befinder den parisianske krimiforfatter David Rousseau (Jean-Paul Rouve; Whatever You Say, La Vie en Rose) sig ved et tilfældigvis i den lille by, og hvad enten det er hans fantasi eller hans massive skriveblokering der driver ham, vækker sagen hans interesse og mistanke. Sammen med den lokale politiassistent Bruno LeLoup (Guillaume Gouix; Midnight in Paris) kaster han sig ud i at efterforske sagen på egen hånd. Mens Bruno drømmer om en karriere i det Canadiske politi og udnytter enhver chance for at bruge sine indstudere Hollywood tricks, læser David sig dybere og dybere ind i Candices verden og mystiske liv. Gennem hendes personlige og omhyggelige dagbøger tager ikke kun sagen men også historien om Martine Langevin, som er Candices virkelige navn, en ny utrolig drejning. Tingene er selvfølgelig langt fra hvad de ser ud til.
Den lille fortælling viser sig at være at langt større end det den umiddelbare giver udtryk for. En lille by fyld af store drømme, et kendt menneske med en ukendt historie.
Franskmændende er gode til denne slags komiske dramaer om den store skønhed i selv det mindste. De tilsætter blot nogle enkle klichéer og nogle hjerteskærende øjeblikke hvor en selvbevidst voiceover afslører en sandhed eller en umiddelbart ligegyldig personlig detajle – og den velkendte stemning fra Amelie de Montmantre vælter ind over en som man sidder der i mørket.
Lykkeligvis og til forskel for de amerikanske klichéer har de franske ikke mistet sin værdig. Hvorvidt dette simpelthen skyldes at de fleste har set flere amerikansk film end de nogensinde vil se franske og de deraf har mistet deres effekt, eller fordi franskmændene har fat i noget kan sikkert diskuteres længe – selvom undertegnede er klart overbevist om at det er det sidste der gør sig gældende. Hvad deres hemmelighed præcis består i er tilgengæld langt mere ubestemmeligt og i dette tilfælde ganske ironisk da det er den indforståede tiltro til netop disse amerikanske klichéer der bærer filmen og børster sneen af den forfrostne franske version af længslen efter the american dream. Det handler om at være sig selv og være lykkelig som den man nu engang er – og bedst som man troede at tiden hvor man kunne presse flere historier ud af ikonet over dem alle, Marilyn Monroe, forlængst var forbi er det netop hvad franskmanden, (Gérald Hustache-Mathieu; Avril) gør og slipper afsted med. Med en dramaturgi som en thriller, men et tempo som en mumblecore indie valser historien derud af i takt med amerikanske tresserhits.
Lige så fuld af liv og varme musikken er, lige så koldt og dødt er landskabet, men tilsammen udgør disse kontraster en fin ramme der blander mystik og virkelighed med skønhed og sorg og fortæller en, alt i alt, charmerende historie der kan få selv det koldeste hjerte til at smelte på en blæsende novemberdag.
