Precious er den forkortede udgave af en af årets værste titler, og samtidig navnet på en ung afro-amerikansk pige fra New Yorks mindre priveligerede samfundsklasse. Da vi møder hende for første gang, er hun 16 år gammel, grotesk overvægtig og gravid for anden gang. Så ved vi ligesom igang. Dette er et emne, som er beviseligt alvorligt, og om ikke andet, fungerer filmen da også som en slags påmindelse til alle os selvfede overskudsfyldte mennesker som har travlt med at klage over alt muligt ligegyldigt.

Er der mere i filmen end det? Det er svært at sige. Precious er på én gang ganske rodet, og samtidig utroligt sikkert skruet sammen. Filmen er fremragende instrueret og overrasker tit med stilbrud og friske tiltag som dumper ned i den næsten totalt neddæmpede socialrealisme når det bliver allerværst. Miljøet som bliver skildret er ramt rigtig godt, og virker overbevisende. Der er mange spydige kommentarer henvendt imod den celebrity-kultur som omslutter enhver form for teenageliv og –drømme i 2009 (i Danmark må det være 2010), som er både velkomne og velpassende for en film som handler om samfundets absolutte tabere.

Taberne bliver skildret af nogle ganske ukendte skuespillere, krydret med nogle ganske verdenskendte musikere af uransagelige grunde. Skuespillerne er gode, for det meste dejligt afslappede og nedtonede i deres mimik, med undtagelse af den uundgåelige Oscar-vinder Mo’Nique der som Precious’ mor virkelig sørger for at spille igennem i hvert eneste sekund hun er på lærredet. Det virker godt til sidst, men i starten er det svært at tage helt alvorligt. Gabourey Sidibe er fremragende castet til hovedrollen, hun har det helt rigtige udseende og spiller den bogstavelig talt tunge rolle hjem med bravour. Sjældent har man set så stor en taber.

Handlingen i Precious forfalder desværre til noget sædvanlig Hollywood-pladder komplet med urealistiske sidekarakterer og alt for pæne mennesker. Skal man være en smule skarp – og det skal man som anmelder – så er budskabet i Precious at hvis du holder dig til de pæne mennesker som har lagt make-uppen rigtigt så klarer du dig igennem, mens de grimme vil tage røven på dig. Det er irriterende at sympatien skal sættes op og hjælpes på vej på den måde. Precious selv er jo hverken køn eller sød, men den socialrealistiske linje bliver altså brudt i filmen, desværre.

På trods af de generelt stærke skuespilpræstationer og det ekstremt alvorlige og deprimerende emne, må man alligevel sige at man forlader biografen mere eller mindre uskadt efter filmen. Den mangler simpelthen nerve, en villighed til virkelig at belyse problemstillingen. Der er for mange urealistiske lyspunkter og for lidt realisme i store dele af filmen. Den håbefuldhed som virker påtaget og irriterende, vil naturligvis være kærkommen for nogen – især folk som kan lide Oprah Winfreys TV-program, og nu er det jo også hende som har spyttet penge i filmen for at få den ud til publikum. Og det er meget godt, for filmen er værd at se.

4/6.