Et nyt bud på den kendte gyserkliché om dæmonbesættelser og eksorcister, med en frisk feministisk og menneskelig tilgang. Men kan en nonne på et katolsk eksorcistakademi bekæmpe både dæmoner og sexisme?

Trods for, at julen banker på døren, græskar bliver udskiftet med julehjerter og nisserne nærmest kan høres på loftet, skal vi stadig igennem det filmiske hjemsøgte hus en sidste gang, før vi endeligt kan hoppe på juleekspressen. I tiden, hvor de færreste vil se en gyserfilm, får ”Prey for the Devil” premiere.

Vi følger nonnen Søster Ann (Jacqueline Byers) på et katolsk eksorcistakademi. Ann er på akademiet for at tage sig af dæmonbesatte patienter, men også for selv at gå i skole. Hendes talent for dæmonbekæmpelse skyldes at Ann, ifølge sin mor, er ”One of God’s chosen soldiers”. Ann er tydeligt og forståeligt meget præget af sin opvækst med sin mor. Grundet moderens, til tider, uhyggelige og sære opførsel, er Ann overbevist om, at hendes mor var besat af en dæmon. 

Flade karakterer og mangel på relation

Søster Ann opnår tidligt en relation til pigen Natalie (Posy Taylor), som også er besat af en dæmon. Filmen mangler ikke karakterer, men derimod mangler karaktererne dybde. Vi får næsten intet at vide om den stakkels dæmonbesatte pige Natalie, selvom hun er omdrejningspunktet for det meste af filmen. 

Når filmen så vælger at give seeren noget at forholde sig til, bliver det ofte unyttig viden. Vi får at vide, at, vennen og medstuderende, Fader Dante (Christian Navarro) har en fortid i bandemiljøet, uden at det vender tilbage. Det er et ligegyldigt forsøg på en tragisk forhistorie.

Det samme gælder filmens ikke-eksisterende evne til at underbygge relationer mellem de forskellige karakterer. Vi ved, at Søster Ann og Fader Dante går på det samme akademi, men deres relation er uklar. Det eneste tegn på et venskab er et kort blink med øjet. Selv i den første scene mellem Natalie og Søster Ann er det svært at vide hvor godt de kender hinanden. Disse urelaterbare, flade karakterer får det til at føles ligegyldigt når de så dør.

Til trods for hvor lidt Jacqueline Byers har at arbejde med, spiller hun udmærket. Posy Taylor gør sig også godt. Noget af det skyldes måske filmens glæde for brug af special effects. Om det så er til akrobatiske-slangemenneske-dæmon-besatte bevægelser eller en unødvendig efterligning af Pans Labyrint (2006). Det gør det nemmere at være skræmmende, hvis du kan dreje hovedet 360 grader.

Længe ventet ligestilling indenfor eksorcisme

Søster Ann befinder sig på akademiet for at tage sig af de dæmonbesatte patienter, men også for at deltage i dæmon- og eksorcist-undervisning. Selvom filmen siger ”Your power is in your spirit, not the flesh” er det kun mænd, som må udføre en eksorcisme. Meget malplaceret, tager filmen en feministisk vinkel til eksorcismen og den katolske kirke. Men filmens forsøg at komme med et vigtigt budskab egner sig ikke til den her slags film. Kommentarer om kvinders ligestilling i den katolske kirke føles ofte unødvendige og som et forsøg på at være woke, uden at være det. 

Filmen modsiger sit eget feministiske budskab, da dæmonen nærmest slut-shamer Søster Ann. Til sidst sidder man følelsen at man ikke har set en gyser men en lang propagandafilm for den katolske kirke og om at være mod abort. Lidt klip og klister og vi står tilbage med et budskab: at blive voldtaget gør, at djævlen kommer efter dig. Film om den katolske kirke er nok bare ikke stedet for feministiske budskaber.

Forudsigelig og næsten ingen gys

Som en gyserfilm er ’Prey for the Devil’ ikke noget nyt. Da den ikke formår at skabe en uhyggelig stemning, prøver filmen den klassiske nødløsning: jump scares. Men ligesom resten af filmen, er de også kedelige og forudsigelige.

Den forudsigelighed er desværre gennemgående hele filmen. Det store plottwist er hverken overraskende og har stort set ingen indflydelse. Selv når filmen prøver at forklare sig selv med begreber som ”terminal stage”, er filmens univers stadig fladt. Begrebet bliver næsten ikke brugt i relevante scener, men er derimod så Søster Ann kan afsløre Vatikanet og have sit Bella-undersøger-vampyrer-og-får-en-åbenbaring-om-Edward-moment.

Ny gyserfilmserie på vej?

Der er mange spørgsmål der går ubesvaret og filmens slutning lægger op til en eventuel efterfølger. Dog har jeg svært ved at se hvad der skulle gøre denne film fortjent til det. 

’Prey for the Devil’ er en forudsigelig og hurtigt glemt film. Man har set den før og man kommer til at se den igen. Denne er langt fra den bedste. Den prøver meget, lykkes med lidt, og vil mere end den tør. 

Hvem der har efterspurgt feministiske katolske eksorcismefilm ved jeg ikke, men en enkelt er nok.