Af

Nicolai Meldgaard Eskesen

Selvom animationsmesteren Hayao Miyazaki er godt på vej imod sit 50 års jubilæum er respekten om den japanske Walt Disney, som han også kaldes, stadig voksende. Spørg bare Pixars John Lasseter, der har udtalt, at hver gang de løber tør for inspiration på studiet sætter de sig og ser en film af Hayao Miyazaki!

I Danmark har vi takket være Camera film de seneste 10 år haft mulighed for at se(eller gense) Miyazakis højdepunkter fra bagkataloget såsom Min nabo Totoro(1988) Kiki – den lille heks(1989), Porco Rosso(1992) og nu Prinsesse Mononoke fra 1997. Filmen er Miyazaki og hans studie Ghiblis hidtil største succes i hjemlandet Japan og banede vej til et bredere publikum i USA og resten af verden.

Eventyret om Mononoke og vores helt Ashitaka, tager sit udgangspunkt i den japanske middelalder hvor Emishi-folket angribes af en dæmon. Ashitaka tager som stammens prins kampen op og får med opbud af alle sine kræfter slået bæstet ihjel. Dette når dog at overfører en forbandelse til Ashitaka. Ved hjælp af byens kloge kone finder han ud af, at hans eneste mulighed for at omgå denne dødsforbandelse er ved at drage imod øst, hvor udyret kom fra for der at finde svar og måske en kur. Hermed starter eventyret for alvor, der fører vores helt til Jernbyen, hvor Lady Eboshi regerer og leder kampen imod skovens guder og deres hjælper prinsesse Mononoke. En kamp som Ashitaka lettere uvilligt drages ind i, for selvom det sociale liv i byen er tiltrækkende lægger Ashitakas frelse i naturen hos den mystiske skovgud Shishigami.

Det at Prinsesse Mononoke kommer op i de danske biografer med dens originale japanske stemmer giver et ekstra plus(oveni en lang række) hos denne anmelder. Delvist fordi publikum slipper for den amerikanske versionering(der blev voldsomt kritiseret, da filmen kom ud i de amerikanske biografer såvel som på DVD)., men især fordi man med undertekstning undgår, at familier med mindre børn tager ind for at se en lys og venlig film i stil med Miyazakis seneste Ponyo på klippen ved havet. Prinsesse Mononoke er på mange måder det modsatte med sine voldsomme og blodige scener, sin lange spilletid(134 minutter – hvilket gør den til en af verdens længste animationsfilm), og ikke mindst det klare økoplolitiske tema der løber filmen igennem, men vel at mærke uden at fortællingens figurer kan placeres som udelukkende onde eller gode. Dette er på ingen måde en kritik af filmen, da disse scener er fabrikeret med en sådan finesse for billedkomposition, fortælling, persongalleri og stemning, at man ganske simpelt opsluges af eventyrets gru, skønhed, humor, action og drama!

Miyazaki udtalte i forbindelse med udgivelsen af Prinsesse Mononoke at han ville trække sig tilbage, hvilket dog aldrig blev til noget da filmens succes var en kendsgerning. Et faktum man som filmelsker kun kan prise sig lykkelig for! Denne anmelder glæder sig i hvert fald sig mester Miyazagis næste værk, der bliver en opfølger på Porco Rosso tilbage fra 1992.

6 ud af 6 stjerner