Baseret på virkelige hændelser fra Priscilla Presley’s erindringer i “Elvis and Me” fra 1985, dykker ’Priscilla’ ned i den spændende historie om Elvis Presley set fra kvinden, han giftede sig med – en pige han mødte, da hun kun var 14 år gammel, og han allerede var en af de største sangere i verden.

Vi møder Priscilla (Cailee Spaeny) på en 1950’er-diner i Tyskland. Hun inviteres til fest hos Elvis, som straks viser interesse i hende, velvidende at hun er 10 år yngre end ham. ”Little one”, kalder han hende, og Elvis bliver med det samme centrum for Priscillas liv. Han dikterer hvornår hun skal komme og gå, hendes udseende og interesser, og nægter hende endda muligheden for at arbejde: “When I call you, I need you to be there for me”.

Vi ser hvordan Priscilla langsomt mister sin identitet, overgiver sig til Elvis’ kontrol og føler sig fanget i sit eget liv. Der er en enorm stor kontrast mellem Priscillas liv, når Elvis er hjemme, og når han er på turné. Hendes dage svinger mellem fester, latter, kys, piller og alkohol, og den stille ensomhed, når hun går rundt i huset og venter på hans opkald.

Fanget i berømmelse

Her spiller både kostumer, styling og set design en kæmpe rolle i at transportere os tilbage i tiden og vise os, hvordan Priscilla mister sig selv. Når hun befinder sig på Graceland, med plystæpper og ildevarslende hvide møbler, vokser hendes frustration og kedsomhed. Hun bliver bare endnu en dekorativ genstand i Elvis’ overdådige verden. Vi ser hende isoleret og underlagt hans stof-styrede anfald af raseri, lyst og behov.

Sofia Coppola, filmens instruktør, har længe været interesseret i, hvordan berømmelsens beruselse kan få en til at føle sig afskåret fra verden. Elvis tårner sig over Priscilla, hvilket understreger, at det er ham, der har kontrollen. Og selv i søde øjeblikke, skabes der en stemning, der altid gør det klart, hvor foruroligende det, der sker, faktisk er.

Blændende skuespil

Filmen bæres af imponerende skuespilpræstationer fra både Cailee Spaeny og Jacob Elordi. Spaeny, der selv er 25 år, spiller en 14-årig så overbevisende, at man bliver lidt i tvivl om, hvorvidt hun kan portrættere en kvinde nær 30. Men hun formår strålende at fange Priscillas komplekse følelser – den nysgerrighed, længsel, bekymring og frygt, som hun navigerer gennem.

Elordi leverer en overbevisende præstation som en mere jordnær Elvis (der kan være svær ikke at sammenligne med Austin Butlers nærmest campy fortolkning i ’Elvis’ fra 2022). Elordi skifter mellem Elvis’ kærlige, charmerende og mere kontrollerende, temperamentsfulde sider, på en måde, der er subtil og foruroligende.

Genfinder sig selv

Men historien handler ikke om Elvis eller hans skæbne; det er Priscillas film. På trods af magtubalancer, manipulation og misbrug, ligger filmens kerne i en ung kvinde, der forsøger at genfinde sin egen identitet, selv når verden insisterer på, at hun blot er en udskiftelig del af en berømt mands fortælling.

Hendes liv er ikke fyldt med dramatiske oprørshandlinger, og det er her noget af det fine i Priscillas historie ligger. Men når skærmen pludseligt bliver sort, og rulleteksterne begynder, virker filmen en smule uforløst. Man er efterladt med en masse uudforskede spørgsmål og en lyst til at dykke dybere ned i historien.

’Priscilla’ giver os et indblik i livet bag facaden hos den legendariske konge af rock and roll. Gennem eksemplarisk skuespil og udsøgt set design skabes der en fængende og til tider nærmest klaustrofobisk fortælling om ensomhed, magt og det at finde sig selv i skyggen af berømmelse.