Af Lars Juul Hauschildt
Jacques Audiards film Profeten tager dig med ind bag tremmerne i en hård, kynisk og kriminel fængselsverden – en verden størstedelen af os aldrig vil opleve, og det skal man nok være glad for, hvis filmen blot bærer et gran af sandhed.
Profeten vandt den prestigiøse Grand Prix under Cannes Film Festivalen 2009, den samme pris som Lars von Triers Breaking the Waves vandt for fjorten år siden, så ud fra det grundlag kunne man umiddelbart forestille sig en film ud over det sædvanlige.
Den 19-årige Malik El Djebena (Tahar Rahim) idømmes seks års fængsel for vold mod politiet og bliver sendt i fængslet. Han kan hverken læse eller skrive, ejer kun det han står og går i, har ingen familie og venner, han er helt alene. Fængslet er delt imellem araberne på den ene side og korsikanerne på den anden, og til trods for Maliks arabiske aner ender han, nærmest ved et tilfælde, med at udføre opgaver for César Luciani (Niels Arestrup), lederen af korsikanerne i fængslet og ham som trækker i alle trådene, både blandt fanger, men også mellem fængselsbetjentene. Dette forhold kommer til at betyde alt for Maliks nye tilværelse som indsat i et fængsel som ikke tilgiver nogen fejltrin.
Forholdet mellem Malik og César dominerer meget af filmen, men det gør det ikke mindre spændende. Der er en form for lærer/elev forhold mellem de to, og i scenerne mellem dem brillerer skuespillerne. Tahar Rahim, som hovedsageligt kun har lavet tv før, er fantastisk som den unge og naive, men alligevel utroligt kyniske Malik. Det kan nok godt betale sig at holde øje med ham i fremtiden. Niels Arestrup, der trods sit danskklingende navn er så fransk som flute, gør sig også fremragende som brutal mafioso. Især de to bærer filmen og giver, med deres levende samspil, filmen en ægthed, der giver fortællingen al den troværdighed den har brug for, man tror på alt hvad der sker – og det gør at man føler endnu mere.
Nu skal denne anmelder ikke gøre sig klog på livet bag tremmer, så om det er realistisk eller ej så er det i hvert fald troværdigt. Man tror på denne hårde utilgivende verden som bliver sat op i Profeten, man lever og lider med vores hovedperson Malik i medgang og modgang.
Til tider er Profeten svær at se, fordi den er så brutal og ærlig i sin fremførelse af de forskellige sider af det kriminelle miljø, men man har på intet tidspunkt lyst til at kigge væk fra de ting der sker på lærredet. Profeten er fra første sekund, og gennem den næste to og en halv time, en spændende fortælling om gangstere, narkotika, vold, rå kriminalitet, sex og mangel på samme i fængslet, som det ville være synd at gå glip af.
– 6 ud af 6 stjerner –