En lille gruppe nørder der laver deres egen tidsmaskine er et forfriskende take på ”found footage” genren.

Den super nørdede teenager David Raskin (Johnny Weston) største drøm er at få lov til at studere fysik på MIT. Han er blevet optaget, men han har desværre ikke fået de stipendier, han skal bruge for at have råd til at gå der. Penge viser sig dog ikke at blive det største problem, da han sammen med en gruppe af sine ”geek”-venner laver en tidsmaskine i sin kælder. Det eneste problem er den gode gamle klassiker: hvis du laver om på fortiden, laver du også om på nutiden.

Plottet er på ingen måde nyskabende, men måden filmen sætter det op på er dejligt forfriskende. Filmen er konstrueret som en found footage, da sporet til at lave tidsmaskinen bliver fundet på optagelserne i et gammelt videokamera. Herfra begynder den lille gruppe at dokumentere alt, hvad der sker igennem kameraet.

Grebet med at se alt igennem kameraet er svært at gennemføre, uden det virker påtaget, og det fungerer da heller ikke perfekt i ’Project Almanac’. Der er f.eks. masser af scener, hvor de henkastet smider kameraet, men hvor det alligevel lander, så det filmer alt, hvad der udspiller sig i scenen perfekt.

Til gengæld hjælper stilen til med at gøre filmens karakterer og miljø mere troværdigt. Man tror på dem som venner, og det ligner en rigtig high school, hvilket er rart at se, da teenagemiljøer oftest føles karikerede i amerikanske film.