Med et stærkt budskab og et dygtigt kamerahold bag sig, fortæller Anders Hofmans bror historien om, hvordan Anders i 2020 blev verdens første “Iceman”.

Af Sara Sund Madsen

Historien om Anders Hofman Laursen bliver fortalt af alle andre end ham selv. Man skulle ellers tro, at han selv ville forklare, hvordan han svømmede 3,9 km, cyklede 180 km og løb 42,2 km på Antarktis. Rejsen bliver dog i høj grad fortalt af hans familie og holdet bag ham. Gennem næsten hele filmen, møder vi kun Anders via dagbogs-lignende klip og gamle hjemmeoptagelser.

Man glemmer næsten, at historien handler om Anders og ikke Anthon, hans bror, som også er med på turen. Ligesom de fleste andre, der optræder i filmen, er Anthon placeret i et studie, hvor han fortæller om sin bror og hans liv. Det giver et ret distanceret forhold til Anders, selvom man møder ham personligt gennem private videooptagelser. 

Der er ellers en fantastisk scene, hvor Anthon beskriver, hvordan det var at fortælle sin bror om sin stress og angst. Jeg blev faktisk lidt rørt men desværre også skuffet over, at man ikke får lignende indblik i Anders’ følelser. Hver gang Anders kæmper med smerter eller mental udmattelse, hanker han bare op i sig selv, og fortsætter. Det lader ikke til, at han får hjælp udefra eller arbejder med sig selv på nogen måde. Man undrer sig derfor over, hvilke konskvenser det har på psyken at kaste sig ud i sådan et projekt.

Man kan hvad man vil

Filmen har tendens til at minde os om Anders’ stærke “limitations are only perceptions”-mentalitet, og ikke så meget naiviteten af den. Dette mantra er kommet ud af hans opvækst, der var præget af andres holdninger til, hvad han kunne opnå. Det har sat sig som en rebelsk stædighed til at modbevise dem.

Anders må dog indse, at dedikation og hårdt arbejde ikke er helt nok, da han i 2018 tager til Svalbard for at gennemføre en halv iceman, og det viser sig at være mere udfordrende end først antaget. Som seer sidder man tilbage med en følelse af lettelse, for nu må han da indse, at det ikke “bare lige er” at udføre en Ironman på Antarktis.

Selvom de får bedre styr på udstyr og planlægning, går alvoren først rigtigt op for holdet, da de står midt i en snestorm på Antarktis. De må sætte projektet på pause, og kalde mayday på båden, fordi snorene, der holder båden fast pludselig river sig løs. Samme chokeffekt får man, når det går op for én, at man ser er en dokumentarfilm og ikke en fiktionsfilm.

Drama eller dokumentar

“Project Iceman” er filmet så dramatisk og overdrevet, at den nærmer sig en amerikansk fiktionsfilm baseret på virkelige hændelser. Årsagen kan være, at filmen er instrueret af Ammar Kandil fra det amerikanske mediebrand “Yes Theory”.

Der ender med at blive for mange ted-talk lignende budskaber, nærbilleder og påmindelser om, hvor farligt projektet egentlig er. Det er måske også bare det faktum, at filmen stilistisk er ret flot og æstetisk, hvilket man ikke normalt forbinder med danske dokumentarer, men mere amerikanske naturdokumentarer.

Derudover bruger Kandil animation som virkemiddel, men jeg er dog i tvivl om formålet. Til at starte med virker det som en karikeret måde at fremvise Anders som en trist, ensom dreng, der bliver holdt uden for fællesskabet. På et senere tidspunkt, bliver det dog brugt til at illustrere snestormen på Antarktis, og virker her som en genial løsning på at vise billeder, som kameraet ikke helt får med. 

Selvom filmen skyder i mange retninger, synes jeg, at “Project Iceman” er værd at se – især hvis du, som jeg selv, er interesseret i dokumentarer om ekstremsport og “umulige” mål. Anthon fortæller, i samarbejde med Anders, en fantastisk historie med et stærkt budskab og en klar mission. Jeg ville dog ønske, at det havde været en Netflix-serie i stedet for en spillefilm, så man kunne dele segmenterne mere op, og fået syet handlingen bedre sammen.