Wow! Ridley Scott har med Prometheus skabt et moderne science fiction mesterværk, der får (næsten) alle de seneste 20 års science fiction-film til at se meget små ud. Jeg gentager: Wow!
Der er skrevet, snakket og hypet mangt og meget om Prometheus. Glædeligt er det for undertegnede, at intet af det tilnærmelsesvis har forberedt mig på det tour de force af et science fiction-mesterværk, Sir Ridley Scott har skabt. Uden at være et sekund i tvivl proklamerer jeg hermed, at Sir Ridley burde forfremmes til King Ridley – the King of science fiction!
Ridley Scott har dog været væk fra science fiction-scenen i tre årtier (den sidste science fiction-film han lavede var Bladerunner). Og Prometheus’ vej til det store lærred har da også været både lang og snørklet. Filmen, der først blev brandet som en prequel til den nu 33 år gamle Alien, gennemgik en mindre forvandling under den såkaldte kreative proces, og på den anden side stod en ny og original mytologi. Historien udviklede sig, og Ridley Scott skabte i samarbejde med manuskriptforfatterne Damon Lindelof og Jon Spaihts et nyt univers for de ekstremt uhyggelige og dødbringende aliens. På den måde er Prometheus ikke kædet direkte sammen med Alien, men har nogle af de samme frygtindgydende og imponerende strenge af DNA, der gjorde Alien til en af de mest hyldede film i science fictions historie.
Lang historie kort: Prometheus er historien om et hold forskere ført an af Dr. Elizabeth Shaw (Noomi Rapace), der opdager et spor i deres søgen efter menneskets oprindelse på jorden. Handlingen udspiller sig i 2093, hvorfor det ikke er noget problem, at sporet fører dem ombord på rumskibet Prometheus, hvor de rejser til fjerne afkroge af rummet. Mens de håbefulde forskere – akkompagneret af den menneskelignende robot David (Michael Fassbender) – regner med at ”møde deres skaber” og få svar på livets store spørgsmål, viser virkeligheden sig at være en ganske anden. På den fjerne planet, de finder, indledes en skrækindjagende kamp for overlevelse, svar og menneskehedens fremtid.
Prometheus er derfor ikke så lidt ambitiøs, men Ridley Scott formår at indkapsle det hele og får det til at fremstå utrolig helstøbt og flydende. Dette er ikke mindst takket være sublime skuespilpræstationer og en ærefrygtindgydende billed- og lydside, der perfekt harmonerer og rammer den helt rigtige stemning. Af skuespillerne skal særligt Noomi Rapace og Michael Fassbender fremhæves. Rapace får her sit helt store internationale gennembrud, idet hun demonstrerer, at hun kan meget mere end blot at imponere som karakteren Lisbeth Salander i Millennium-trilogien. I Prometheus repræsenterer hun det gode og personificerer således filmens sjæl. Fassbender, der var et af 2011’s helt store stjerneskud i filmverdenen, fortsætter her sin vej mod stjernehimlen i rollen som robotten David. Han giver på overbevisende vis robotten et præg af mekanisk elegance, der i høj grad er med til at få hele fremtids-sci-fi-elementet af historien til at spille så godt, som det gør.
Titlen ”Prometheus” refererer til filmens centrale metafor, der handler om den græske Titan Prometheus, der trodser guderne ved at give menneskene ilden, for hvilket han bliver straffet forfærdeligt. Det, at filmen er navngivet efter netop denne myte, fortæller os publikummer, at vi har med menneskets relation til guderne at gøre – de som skabte os – og hvad der så sker, når vi trodser dem. Filmens helt centrale tema handler derfor om menneskeheden i fremtiden, hvor man udfordrer de mest etablerede videnskabelige, filosofiske og religiøse ideer. Hvordan mon Gud ville reagere på det? Svaret kan du få i biografen fra d. 31. maj, for Prometheus’ besætning er ”about to meet their maker”!
Når man fremover taler om historiens bedste science fiction-film, bør man tale om Star Wars, 2001: A Space Odyssey, Blade Runner, Alien – og Prometheus. Dog kræver det mandsmod at sidde igennem Prometheus. For filmen er rent ud sagt pisseuhyggelig og voldsom og ikke for sarte sjæle – eksempelvis tror jeg aldrig, at jeg har trykket mig så langt ned i et biografsæde.
Og der går utvivlsomt også en masse rundt med overvejelser om, hvorvidt Prometheus i virkeligheden er en tand for ubehagelig en oplevelse for netop deres smag. Til tvivlerne siger jeg: Frygt ej – David kanaliserer Peter O’Toole’s Lawrence of Arabia med svaret: ”The trick is not minding that it hurts”.
