Filmhistoriens absolut mest berygtede motel har ledige værelser, men tør du stoppe og overnatte? Den banebrydende og progressive gyser kan nu opleves på det store lærred i en spektakulær opgradering, der garanterer for, at hjertet sidder helt oppe i halsen fra start til slut.

Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man ønsker at kåre Hitchcocks største mesterværk, for man kan snildt udvælge en fire-fem stykker, hvis ikke flere, der fortjener den titel.

’Vertigo’, ’Rear Window’, ’North by Northwest’ og ’The Birds’ er blot nogle af de titler, som har anbragt ”The Master of Suspense” på en piedestal, der har været svært uopnåelig for alle og enhver, som er kommet efter ham.

Alligevel skulle det i sidste ende, og over alt forventning, vise sig at være et helt andet værk, der blev både hans mest indtjenende og mest ikoniske til dato.

Gør plads til ’Psycho’!

Ingen midler, ingen problemer

I bund og grund kræver ’Psycho’ ikke nogen introduktion. For god ordens skyld er det ikke desto mindre nødvendigt at fremhæve, præcis hvad der gjorde Hitchcocks psykologiske thriller til så bemærkelsesværdigt et stykke filmkunst.

Først og fremmest er noget af det mest iøjnefaldende John L. Russells sort/hvide fotografering og det ukonventionelle handlingsforløb.

Efter at Marion Crane (Janet Leigh) overilet stikker af med chefens 40.000 dollars i sin besiddelse, ankommer hun til det afsides Bates Motel, som ligger øde hen. Lige bortset fra motellets bestyrer, den unge og charmerende Norman Bates (Anthony Perkins).

Indledningsvist får man et indblik i Marion Cranes hverdag og almene problemer, hvilket danner et naturligt bånd mellem seeren og filmens formodede hovedperson. Men knap halvvejs gennem ’Psycho’ sker der pludselig noget uventet.

I hvad der unægteligt er blevet en af filmhistoriens mest berømte scener, bliver Marion Crane dramatisk dolket ned i brusebadet af en kvindelig skikkelse.

At hendes skrækindjagende skrig huskes af alle skyldes i høj grad også Bernard Herrmans score, der er så ikonisk, at det med tiden nærmest er blevet en parodi af sig selv.

I samspil med fotograferingen og den eksperimenterende klipning er de skingre violiner aldeles effektive til at fremtvinge gåsehud, uanset hvor mange gange man har set den specifikke scene.

En drengs bedste ven er hans mor

Skulle man tage det umådeligt svære valg at udvælge kun én faktor, som gør ’Psycho’ til det unikum, den er, må det være Anthony Perkins’ fremragende præstation som seriemorderen Norman Bates.

Med sin høje, slanke figur og med et udseende, der bedst kan beskrives som naboens søn adskilte Anthony Perkins sig i den grad fra sine samtidige kolleger som Cary Grant og James Stewart, der ofte samarbejdede med Hitchcock.

Udover sit uskyldige ydre er det især Perkins’ skuespil, som får én til at tjekke en ekstra gang, om det virkelig kan passe, at filmen er helt tilbage fra 1960.

Norman Bates, der med sit ekstreme moderkompleks og sine skizofrene udfald, er spillet så naturalistisk og moderne, at man ikke kan undgå at blive forbløffet set med nutidens briller.

I en tid hvor ordet ”mesterværk” bruges i flæng, er det forfriskende med disse knivskarpe 4K-restaureringer af sublime klassikere til at få os ned på jorden igen.

‘Psycho’ er ingen undtagelse, og man bør virkelig unde sig selv at få set den på det store lærred. Det er nemlig næsten den eneste måde, hvorpå man kan opleve, hvordan Alfred Hitchcocks magnum opus lagde fundamentet for fremtidige værker og subgenrer.

’Psycho’ er månedens film i Cinemateket