Familieforholdet møder udfordring i svensk drama. Og når udfordringen er en så kompleks størrelse, kommer filmen langt, men ikke helt i mål med sit eget budskab.

I toget sidder en 13-årig pige på vej mod Stockholm til sin mor.

Denne scene er en af mange baseret på den svensk-danske instruktør Maria Bäcks egne oplevelser med en mor, der lider af psykisk sygdom.

’Psykose i Stockholm’ zoomer ind på det at være pårørende, og hun sætter derved sig selv som hovedperson. Det er jo trods alt hendes egen historie.

Men det er ikke i samme grad moderens historie. Og det er ærgerligt.

Den stille tilskuer

Vores hovedperson har glædet sig til ferien, men allerede fra starten i toget er der tegn på, at moren ikke har det godt.

En såkaldt psykose indebærer pigens mor, der er paranoid og højtråbende, og humørsvingninger, der til en vis grad påvirker datteren selv.

Publikum kender ikke personernes navne, hvor de bor eller deres relation til mange andre end hinanden. Det skulle da lige være faren, som pigen aldrig har mødt, fordi han vurderede moren uegnet til at kunne passe på et barn og forlod dem.

Og lige netop det greb gør indtryk.

I en fortælling, som tydeligvis er personlig for skaberen bag, er handlingen så utrolig åben.

Derfor ville det ikke undre mig at andre pårørende vil kunne forstå den unge pige, der nu skal klare sig selv i en fremmed by, mens hendes mor bliver behandlet.

Hun ser stille til, når hendes mor råber til en tjener og danser midt på gaden, indtil hendes handlekraft sætter ind.

Datteren er omsorgsfuld og på samme tid distanceret.

”Hvornår bliver du min mor igen?” spørger hun.

Et ældgammelt problem

Morens og datterens relation er en svær størrelse.

De to karakterer er ikke dårlige mennesker, og datteren skaffer sin mor hjælp, fordi en pårørende, forståeligt nok, ønsker det bedste for deres familie.

Der er dog en grænse, hvor et stille, men selvisk ønske fra hovedpersonen skinner igennem. Et ønske om en normal tilværelse.

Repræsentationen af psykisk sygdom på film er længe blevet brandmærket af ondskab og frygt i gysergenren – fra klassikere som ’Psycho’ og ’The Shining’ og nyere, men måske mere skuffende film som ’Split’ og ’Lights Out’.

Stigmaet har gennem mange, mange år vist mennesker, der lider af psykisk sygdom, hvordan end deres diagnose måtte lyde, som utilregnelige og farlige mennesker.

I nyere tid har ungdomsunderholdning som ’13 Reasons Why’ været med til en ny trend, hvor psykisk sygdom bliver et glansbillede – måske endda vist som noget romantisk.

Det er utroligt farlig grund, uanset hvilken ende af ekstremet, vi befinder os i.

Psykiske syge mennesker er ikke koldblodige mordere. Det er mennesker, der har brug for hjælp. Og dét er noget ’Psykose i Stockholm’ forstår.

Den går dog, på trods af den pårørendes sympati, stadig på tåspidser omkring moren selv, og det er skuffende, at hun virker så underligt passiv i sin egen fortælling.

Måske er det fordi instruktøren selv kun kender sin egen side af sagen. Eller måske præger det stigma, der er blevet skabt gennem flere årtier af film, litteratur og andet stadig den måde, samfundet ser sårbare personer på.

Den unge pige savner sin mor, som ikke er helt til stede, og det kan man kun forstå.

Men det er en hårfin grænse mellem forståelsen for den pårørende, og den manglende forståelse, det virker som om skaberen har, for lidelsen moren bærer på. Hun bliver som en blank figur, og det er ærgerligt, at menneskeligheden går tabt.

’Psykose i Stockholm’ er et lovende portræt af en i virkeligheden både moderne og velkendt familie. Underspillet på fineste vis, men med en følelsesmæssig handling, der er utroligt ensidig.