Danske Lise Birk Pedersen har været i Rusland og lave en yderst aktuel, tankevækkende og rimelig chokerende dokumentar om demokratiets tilstand i Rusland. Filmen blev udtaget til hovedkonkurrencen på dokumentarfestivalen IDFA i november måned og til Sundance Film Festival her i januar. Lise Birk Pedersen debuterer her med en dokumentarfilm af spillefilmslængde efter en håndfuld korte dokumentarfilm bag sig.
Putins kys åbner med en kornet optagelse af et overfald fra et overvågningskamera, men inden vi når at fæstne os for meget ved episoden stilles der ind på den politiske Putin-hyldende ungdomsorganisation Nashi der stræber efter og drømmer om at Rusland igen skal blive en supermagt og at Putin skal lede vejen. Det er propagandistisk ikon dyrkelse af værste skuffe udført at unge mennesker i alderen 15 – 25, men orkestreret af Kremls chefideolog Surkev. Udover at dyrke Putin er det også Nashis fornemmeste opgave at gøre livet besværligt for politiske modstandere, som effektivt begrænses i at komme ud med deres synspunkter og kritik af systemet.
Filmen følger Masha som har fået en politisk lynkarriere indenfor Nashi så hun i en alder af 19 år er flyttet hjemmefra til Moskva, hvor hun er blevet organisationens talsperson med egen bil og lejlighed og en partibetalt uddannelse som journalist at gå i gang med. Masha er så Putin tro som det kan lade sig gøre, men da hun via sin journalistuddannelse møder systemkritikeren og journalisten Oleg Kashin begynder en lille tvivl alligevel at melde sig – ikke mindst omkring en radikal fløj i hendes egen organisation, som tager chokerende ufine og udemokratiske metoder i brug . Som en af de andre systemkritikere i filmen, Ilya Yashin, siger: enten har man demokrati eller også har man ikke, man kan ikke have et ”særligt” russisk demokrati, den slags kaldes et diktatur. Men det er måske netop det man har formået at bilde en mængde russere ind at man har. For forargelsen er i Putins kys ikke til at få øje hos andre end kritikerne. Og selv Masha som gennemgår en interessant udvikling henover filmens godt 90 minutter har svært ved at opgive sin loyalitet overfor Putin.
For os i vesten, er Putins kys en film der åbner et vindue til en politisk kultur som mange måske troede døde med Sovjetunionens fald. Filmen minder på ingen måde om Mads Brüggers sortkomiske dokumentarfilm Det røde kapel, som også sætter linsen i fokus på et land og et styre med en stærk mand der (tvangs)dyrkes, men er en meget mere klassisk dokumentar der skildrer et forløb med en bestemt person i centrum, som gennemgår en udvikling i den virkelige verden. Det er en interessant film, nærmest bekymrende, fordi den sætter nyhedernes dækning af Putins indflydelse og magtliderlighed i relief, hvor baggrunden udgøres af en mere eller mindre naiv ungdom, der trods stræben efter status som stormagt, forekommer sært historieubevidste.
Af Dorte Winkler
Foto: Michau
