Det er uhyggeligt nemt at leve sig ind i instruktør Max Kestners sci-fi-skildring af København i år 2095.
Karakteristiske højhustoppe, halve vartegnsbygninger og spir holder byens skyline genkendelig, alt imens broer og gader for længst er oversvømmet. Globale havoverfladestigninger har forvandlet København til et Venedig på krokodil, hvor hverken dyr eller mennesker kan overleve på sigt.
Overfølsomme kloninger
Hovedkarakteren Fang Rung, spillet af Carsten Bjørnlund, fortæller historien om dengang han splejsede sin krop i to. Hans molekylære dobbeltgænger (en ”QEDA”) rejser 78 år tilbage i tiden, hvor han ved at fiske koden til et protein ud af sin kones tipoldemors køleskab kan redde samfundet fra det totale klimasammenbrud. For i år 2095 dør samfundets børn med asiatisk klingende navne af saltforgiftning som følge af mangel på rent drikkevand. Der er trods de barske omstændigheder dog komisk poesi at finde i filmens dobbeltgængermotiv. Det bliver ikke mere højpandet end, at der også er noget fjollet over at se Carsten Bjørnlund jagte sig selv gennem Ørstedsparken eller se to andre ”QEDA’er” Bingwen 1 og 2 spille bordtennis med hinanden.
Sci-fi går ny nordisk
Blot ordlyden af mærkatet ’Dansk Science Fiction’ vil få onde røster til at hive en håndfuld af skepsissens dartpile op af lommen, hurtigere end man kan nå at sige ’Reptilicus’. Med forbilleder som ’Blade Runner’ og ’Arrival’ forsøger ’QEDA’ dog ikke at være en klassisk Hollywood-Sci-Fi, men slår med imponerende minimalisme lige akkurat det brød op, der kan bages i den ovn som nu engang er dansk film. Fokusset i fortællingen er beundringsværdigt snævert. Der er få karakterer at forholde sig til og en let forståelig præmis: En mand rejser tilbage i tiden for at redde jorden fra undergang. Det er ikke meget originalt, men det fungerer effektivt som ramme for en mere filosofisk og sensitiv skildring af nostalgi og økologi. Man sidder først og fremmest på kanten af sædet efter flere smukke kontrasterende billeder af København i forfald såvel som pragt.
En fortælling om to byer
Selvom man for ganske nylig har cyklet over Langebro på en solskinsdag og ikke røres til tårer ved ideen om grønt græs, føles det stadig som noget helt særligt at se sin nutidsby stråle som fortidslevn. Når Fang Rung som varmblodet urbanromantiker mindes svundne tider på sin vej gennem København anno 2017, er identifikationen klar og man ser, hvad man selv kan miste.
Filmens tema rammer alle, der har konsekvenserne af klimaforandringerne det mindste i tankerne. For Bjørnlunds Fang Rung er på mange punkter en fortællerskal i en film med København som hovedperson. Selvom det nok er de færreste, der kan forestille sig at blive splittet i to og rejse tilbage i tiden, er det desværre alt for nemt identificere sig med at sige farvel til en verden af i går i al dens skønhed, mens skybrudenes dråber taler deres tydelige sprog.
Foto tilhører SF Studios.