Med en af sidste års bedste film på CV’et, i form af den pulserende tennis-film ‘Challengers’, er forventningerne til Luca Guadagninos næste træk store. De forventninger bliver dog ingenlunde indfriede med den ufokuserede ‘Queer’.

‘Queer’ er en filmatisering af William S. Burroughs kortroman af samme navn fra 1985.

Vi følger amerikaneren William Lee (Daniel Craig), blot kaldet Lee, der har sin daglige gang i 1950’ernes Mexico City. Her tilbringer han det meste af dagene, og i særdeleshed nætterne, med at drikke sig fuld og forsøge at hive unge mænd med på hotelværelser, så han kan få tilfredsstillet sine seksuelle behov.

En dag møder han Eugene Allerton (Drew Starkey), og herefter er der ikke plads til andre mænd i Lees liv. Spørgsmålet er dog, om der er plads til Lee i Eugenes liv.

En hangout-film, der ikke er særlig fed at hænge ud med

Filmen er overvejende karakterdrevet. Hen imod slutningen introduceres et slags mål for vores hovedkarakterer, men indtil da er det en hangout-film, som ikke har særligt meget fremdrift. Luca Guadagnino tror på, at seeren underholdes rigeligt af at tilbringe tid i det portrætterede miljø sammen med Lee. Hvis det skal lykkes, skal man være yderst skarp, og i dette tilfælde er Guadagnino desværre ikke helt skarp nok.

Han lykkedes ellers glimrende med noget lignende i sin internationale gennembrudsfilm ‘Call Me By Your Name’, men i ‘Queer’ formår han ikke at skabe en verden, man har lyst til at hænge ud i. Det skyldes først og fremmest, at den skrevne dialog ikke er interessant eller sjov nok, men også at filmen visuelt ikke er særlig flot.

Bevares, der er pæne skud hist og her, men helhedsindtrykket er, at noget er off. Forklaringen herpå er måske, at filmen er skudt næsten udelukkende i et studie; en metode, forklarer Guadagnino, der er et meget bevidst valg, og som er taget for at skildre filmens miljøer som kunstige steder, der afspejler Burroughs kildemateriale.  Det lyder dog mest af alt som en dårlig undskyldning. Uanset hvad er det et valg, der ikke bidrager til filmens seværdighed.

Guadagnino genoptager endnu engang samarbejdet med Trent Reznor og Atticus Ross, som lavede soundtracket til hans to foregående film. Denne gang består lydsiden i høj grad af allerede eksisterende sange, de har udvalgt til filmens soundtrack. Her optræder blandt andre Nirvana, Prince og Sinéad O’Connor. Sangene er isoleret set gode, men de optræder så hyppigt, at det bliver en smule irriterende i længden.

En kærlighedsfilm, der ikke formår at vække følelser

Lee og Eugenes relation er centrum for fortællingen, og både Daniel Craig og Drew Starkey spiller egentlig ganske udmærket. Problemet er dog, at man aldrig for alvor bliver investeret i relationen. Dette skyldes først og fremmest, at Lee er en gennemgående usympatisk karakter.

Man forstår hurtigt, han har dæmoner at slås med, og at hans usympatiske træk stammer derfra, men det retfærdiggør ikke hans opførsel, og det gør, at man ikke rigtig holder med ham i hans jagt efter tosomhed. Man afkobles i stedet følelsesmæssigt fra filmen.

Et andet element, der gør, at man bliver afkoblet fra filmen, er de mange syrede drømme-agtige sekvenser, der udspiller sig, når Lee er påvirket. Syret er bestemt ikke dårligt, men man mangler som seer noget konkret at forholde sig til. Et anker, om man vil. Endnu værre bliver det af, at resten af filmen udspiller sig i et meget virkelighedsnært univers, for kontrasten mellem de to skaber et tonalt clash, der er forstyrrende for indlevelsen.

Nu kommer det måske til at lyde som om, at ‘Queer’ er en fuldstændig mislykket film. Dette er trods alt ikke tilfældet. Den er et fint bekendtskab med gode skuespilpræstationer, et interessant koncept og unikke idéer, men med de høje forventninger, der er til Luca Guadagnino, er det svært ikke at føle sig en smule skuffet. 

Filmen virker ufokuseret, og det er som om, Guadagnino ikke har vidst præcis, hvordan den skulle eksekveres, hvilket virker mærkeligt, når han efter sigende har villet lave en filmatisering af ‘Queer’, siden han læste kortromanen som 17-årig.

Med 53 leveår bag sig betyder det, at han har haft 36 år til at gennemtænke sin filmatisering.

Det afspejler sig desværre ikke i det færdige produkt.