Når du bliver opslugt af en uinteressant fortælling.  

Den nye og første svenskproducerede Netflixserie ’Quicksand’ af Malin Persson Giolito formår at holde hovedet over sandet. I hvert fald til at begynde med.

Den pæne pige
Den polerede serie lægger ud med et kamera, der langsomt kører hen over døde og blodige kroppe. Kameraet glider fra den ene døde krop til den næste i et klasseværelse og ender ved Maja Norbergs (Hanna Ardéhn) chokerede ansigt. Stilheden afbrydes af politi, der vælter ind og griber Maja, som anholdes, og en retssag begynder.

Ligesom at kviksand på overfalden ser solidt ud og først afslører sig selv, idet man træder ned i det, kommer Majas fortælling også kun frem via flashbacks provokerede af politiets granskende spørgsmål. Var Maja med til at planlægge skoleskyderiet? Og kan en pæn, klog og velhavende pige have det i sig at dræbe?

En atypisk krimi
I begyndelsen er det betagende, at der sættes spørgsmålstegn ved, om den populære gymnasiepige kunne stå bag skoleskyderiet. Den velspillede Maja er en uigennemtrængelig karakter, og hendes bitre kommentarer til både fængselsvagter, forsvarer og anklager er effektivt tvetydige i spørgsmålet om hendes uskyld.

Her er tale om en krimi, hvor det ikke handler om, at mordets skal rekonstrueres, eller hvor morderen skal findes. I stedet går opklaringsarbejdet på, hvad der gik forud for Majas handlinger i skoleskyderiet. Vi ved fra starten, at hun har været der, at hun har skudt og dræbt, og at hun er den eneste overlevende. Men helt indtil seriens sidste sekunder er hendes intentioner uvisse. I udgangspunktet i hvert fald.

Størst af alt
Intentionerne afsløres indirekte, idet optakterne til skoleskyderiet langsomt udfoldes, og serien formår desværre ikke at opretholde sin ellers lovende spænding. Det viser sig nemlig hurtigt, at det i virkeligheden handler mere om hendes kæreste; Sebastian Fagerman (Felix Sanderman), som ikke har så lidt at slås med på hjemmefronten.

’Störst av allt’ lyder den svenske titel, hvilket langt hen ad vejen passer bedre til fortællingen om to elskendes altoverskyggende kærlighed, der i bedste Romeo og Julie stil må ende i døden. Balancen mellem den uvisse krimi og det forudsigelige drama falder til dramaets fordel, og det går ud over de ellers fine elementer i undersøgelsen af Majas uskyld.

På den måde kan ’Quicksand’ siges at leve op til sit navn. Jeg træder pladask ind i plottet, men i min iver for at få løst et ellers interessant krimiperspektiv, drukner jeg i et privilegeret teenagedrama.