Af Martin Wolsgaard

Fængselsfilm lever for tiden i bedste velgående. Genren fylder meget på diverse festivaler omkring i verden – Cannes, Berlinalen eller vores egen CPH PIX – men varierer en del i intensitet og budskaber. Mest kendt og toneangivende i nyere tid er nok den franske Cannes-prisvinder Profeten, der tidligere i år fik dansk premiere med stor succes. Michael Noer og Tobias Lindholms nyeste film, og første spillefilm, R, kan let karakteriseres som en formfuldendt dansk pendant til den franske genistreg.

R følger den fåmælte og sammenbidte Rune (spillet af Pilou Asbæk), der ankommer til Horsens Statsfængsel, Danmarks hårdeste, for at afsone en voldsdom. Rune indlogeres med fængsels tunge drenge, og trods en intention om at undgå problemer finder Rune hurtigt ud af, at fængslets indre ikke spiller overens med forestillingerne udefra. Fængslet er fyldt med uskrevne regler, æresbegreber, interne overenskomster og et indforstået hierarki, der hurtigt placerer Rune nederst i fødekæden, hvor ydmygelse og korporlige trusler er en naturlig del af dagligdagen. Men i en verden hvor tremmer og fængslets tykke mure isolerer ham fra friheden, og hvor blodstænk på vægge og gulve er den brutale virkelighed, nødsages Rune til at finde sin plads i hierarkiet og spille med for at avancere og overleve fængselsopholdet.

De to debut-spillefilmsinstruktører tegner intet rosenrødt billede af livet som indsat. Historien er komponeret ud fra en række erfaringer fra tidligere indsatte, og med en ambition om en slags hyperrealisme bliver det nærmest ubehagelig effektfuldt at se på. R er filmet on location i det nu lukkede Horsens Statsfængsel, hvilket i høj grad er med til at fodre virkelighedsfølelsen. Det har ligeledes været en pointe, at undgå Hollywood-mekanismer i form af til tider urealistiske karaktersærpræg, som skal få os som publikum til at føle sympati og håb.

Ud over Pilou Asbæk er samtlige roller besat af tidligere ind- eller ansatte i fængsler, hvilket yderligere er med til at bidrage til intensiteten og realismen. Pilou Asbæk medvirkede for nylig i Pernille Fischer Christensens En Familie, der vandt kritikerpris ved årets Berlinale, og han viser med rollen som Rune en alsidighed og en presence på lærredet, der i hvert fald vil få undertegnede til at følge spændt med i den unge skuespillers fremtidige karriere.

Makkerparret Noer og Lindholm har med R lavet en yderst velkomponeret fortælling, men i sammenligningen med en film som Profeten er der desværre mangler. Filmens længde i sammenspil med et forholdsvist roligt tempo åbner ikke for nogen egentlig karakterudvikling, hvilket reducerer filmen til en forholdsvis simpel udstilling af forfærdelige fængselsforhold. Det psykologiske drama der følger de barske realiteter i eksempelvis Profeten udelades, og gør desværre filmen en smule mindre effektfuld, end den måske kunne have været. Men i bund og grund handler filmen om den knugende realisme, der bidrager til en intensitet, der får én til at holde sig for øjne og ører, for selv om filmen til tider er en kende forudsigelig, skuffer ubehagelighederne aldrig. R er bestemt ikke en film for de svage, og som socialrealistisk fængselsdrama er den lige i øjet.

4 ud af 6 stjerner.