Det kan faktisk gå overraskende galt at mikse en cool, kvindelig racerkører, nogle veludførte bankrøverier og to lækre, franske skuespillere, hvis navne ingen kan stave til eller, for den sags skyld, udtale.
Det er ret vanskeligt at lave et handlingsreferat af en film, hvis plot er smurt mere ujævt ud over 140 minutter end køleksabskold nutella på et stykke daggammelt franskbrød.
Den første halvdel svarer nogenlunde til en slags første akt, hvor vi sætter scenen for resten af filmen. Her møder vi Gigi og Bibi (ja, det hedder de), der forelsker sig hovedkulds i hinanden trods milde protester fra deres omgivelser. Bibi (Adèle Exarchopoulos) er racerkører og driver desuden er firma sammen med sin far og bror. Hendes kærlighedsinteresse Gigi (Matthias Schoenaerts) udgiver sig for at sælge biler, men er i virkeligheden international bankrøver sammen med sine (hårde) barndomsvenner fra gaden.
En ræserfilm der slæber sig afsted
Så kunne man måske tænke sig, at noget af spændingen lå i, at han skulle holde sin kriminelle løbebane skjult for hende. Som publikum kender vi dog hans hemmelighed fra start, ligesom at både Bibi og hendes familie snart fatter mistanke. Som titlen antyder ender nogen i fængsel og snart bliver filmen til en slags fortælling om det. Alt i alt føles den første time dobbelt så lang, som den er. Til gengæld startes så mange handlingstråde op i anden halvdel, at det er svært at få vejret.
Kort sagt: hvis ’Racer and the Jailbird’ var med i Le Mans, ville den trille derudaf med 40 km/t de første 12 timer. Derefter ville den smadre banen i et forsøg på at snyde sig gennem alle sving for at indhente det tabte og til sidst køre den forkerte vej over målstregen.
Egentlig gør de to hovedrolleskuespillere det udmærket i betragtning af, hvad de har at arbejde med. For dialogen består af en ubehagelig treenighed af klodset eksposition, lommefilosofi om løgn og hunde samt klistrede kærlighedserklæringer. Eksempelvis konstaterer Bibi på et tidspunkt, at Gigi er bange for hunde, fordi hunde er ærlige væsner og Gigi lyver meget. På sin vis var det altså fint nok, at filmen gik så langsomt i starten. Så var der nemlig tid til at rette sine tæer ud fra tid til anden.
Sløve forbindelser
Schoenaerts gør det udmærket som en følsom toughguy ikke ulig ham, som han spillede i den skønne ’Smagen af rust og ben’. På samme måde har Exarchopoulos taget sit talent for naturalistisk mimik og kejtet kropssprog med ind i filmen fra hendes præstation i ’Adèles liv’.
Det meste af tiden fungerer de da også udmærket sammen. Problemet er bare, at jeg ved fra de to førnævnte film, at de to skuespillere sagtens kan have fantastisk kemi med en medspiller, hvilket lader vente på sig i nærværende heist-drama. Men igen: de gør hvad de kan, med det materiale man har budt dem.
Filmen er i og for sig meget pæn holdt i et mørkt, naturalistisk univers. Bankrøverierne er også meget fedt lavet. Det er dog overraskende svært at tidsfæste dette drama, hvor der er mobiltelefoner, men også fastnetklodser fra min 90’er barndom. På kostumesiden mikser karakterernes påklædning klassiske cottoncoats, 80’er pasteller og mere nutidigt getup. Det er jo en detalje, men den begynder man desværre at stikke sine små fedtede fingre i, når engagementet i historien udebliver.
’Racer and the Jailbird’ er ganske enkelt oplevelsen af at køre forkert ind på en blind villavej, som kommunen har forsømt.
