Ramen Shop -

Ny film om nudler er appetitvækkende, men ultimativt ikke en mættende affære.

Eric Khoo Kim Hai er en af Singapores mest berømte instruktører, der hyldes for at have genskabt international bevågenhed til den lille østats spirende filmindustri. Han står bag talrige anmelderroste spillefilm, hvoraf få dog har haft stor gennemslagskraft herhjemme.

Ramen udgør en af de mest centrale retter i det japanske køkken. I Japan vil navnet ofte referer til selve nudelsuppen, som Ramen-nudlerne tilberedes i. På disse breddegrader forbindes navnet dog først og fremmest med de infamøse pakker af instant nudler, der udgør en betydelig bestanddel af diæten for studentikose fattigrøve uden flair i et køkken – for eksempel det overvejende flertal af Filmmagasinet Nosferatus redaktionsmedlemmer.

I ’Ramen Shop’ har Eric Khoo givet retten et centralt omdrejningspunkt i plottet, der omhandler de forenende kræfter i fusionskøkkenets smeltedigel af kultur og historie. Mums!

Fars fede madferie i Sydøstasien
Masato er en ung Ramen-kok i den japanske by Takasaki. Hans mor er fra Singapore, og hun døde, da han var barn. Det samme gør hans far ud af det blå. Den nu forældreløse Masato vælger at tage tilbage til fødebyen Singapore bevæbnet med moderens notesbog med madopskrifter. I den fremmede millionby indleder vor helt en kulinarisk rejse, der byder på nye indsigter i såvel japansk som singaporeansk historie og kultur samt et smerteligt familietraume.

Rollelisten er stuvende fuld af kompetente skuespillere fra Japan og Singapore, og navnlig hovedpersonen, spillet af japanske Takumi Saitoh, leverer troværdigt, tilbageholdende skuespil. Der er tale om en sart, stille og melankolsk fortælling, hvor de komplekse følelser i en familiestrid på tværs af generation og kultur får lov at komme til udtryk.

Det er en relativt stille film, hvor lange, detaljerige montager af madtilberedning nærmest kommer til at virke som en slags erstatning for dialog, især fordi filmens karakterer ikke rigtig kan snakke hinandens sprog. Deres fælles kærlighed for mad og madtraditioner bliver da et værktøj for fælles forståelse, og derved også i sig selv en pointe om sameksistens.

Noodle me up and call me a rice biscuiet
’Ramen Shop’ er på mange måder smuk, gennemtænkt og veludført, men desværre har den også nogle brister. For eksempel er størstedelen af karakterernes replikker dedikeret til kedsommelig eksposition. Sproget i underteksterne virker nogle gange unødigt stift og til tider alt for melodramatisk. Pointen om, at mad kan bringe forskellige kulturer sammen, bliver til sidst en kende for søgt, da visse af filmens historiske referencer simpelthen er lettere klodset og overfladisk berørt. Desuden kræver det ikke det store matematiske geni at udregne, at en række af karakterens aldre simpelthen ikke kan passe med, hvornår de insinueres at være født.

Sidst men ikke mindst står og falder oplevelsen på en præmis: synes man, at madmontager er et medrivende filmisk virkemiddel? Film-foodies udgør et talstærkt publikum, og de danske biografer trakterer jævnligt med film, hvor evnen til at få publikums mund til at løbe i vand er såvel et fortælleteknisk middel som mål i sig selv. Lige såvel som storslåede action-sekvenser er det i actionfilm.

På mig personligt har det ikke den store effekt, og det tager mere end noget som helst andet pusten ud af ’Ramen Shop’ for mig.

Finder man dog selv stor glæde ved den udførlige præcision, der indgår i den nidkære proces at skabe den perfekte Ramen-ret, og er man bare generelt en sand aficionado, hvad angår Singaporeansk og Japansk kultur, så er ’Ramen Shop’ kræs for kendere og alle pengene værd.