Med denne gennemførte pastiche over højtelsket firserpopkultur, kan man håbe at Spielberg slår det sidste syvtommersøm i nostalgitrendens ligkiste.
Hvis der er én ting, som efterhånden er ligeså udbredt som 80’er-nostalgi, er det teen-filmatiseringer om dystopiske samfund. Hvor det normalt ville være et overnaturligt eventyrunivers, er det i ’Ready Player One’ teknologisk muligt på grund af Virtual Reality. Det strejfer overfladen af en interessant filosofisk diskussion, men samlet set er der ikke meget originalitet over fortællingen.
Nørdekongens rige
Filmens helt hedder Wade Watts. Han er navngivet af sine afdøde forældre med bogstavrim efter superheltealiastraditionen. Han bor i ”The Stacks”, hvor samfundets laveste sociale klasse er efterladt i stakkede containere og, i stedet for at glo ud på deres skraldetilværelse, tilbringer alle deres vågne timer i Virtual Reality-universet ”OASIS”, som leverer eskapisme af høj kvalitet. Her er livet et spil for alle dem, der på realplan har tabt på forhånd. Spiluniverset er skabt af James Halliday, en asocial nørdekonge, som ved sin død efterlod et Easter Egg inde i OASIS. Finder man det, arver man hans nørdekongerige og regerer i den virkelige verden såvel som den virtuelle.
Ingen vil bo i en Urban Outfitters
Wade og hans venner dyrker popkultur i forsøget på at finde Hallidays hellige påskeæg. I bedste firsertradition er karaktererne næsten eksklusivt defineret af deres tilhørsforhold til tidligere generationers kulturprodukter og subkulturer. Det er aldrig hipt at kunne lide sin samtid – fortiden er lang mere tryg. Tænk bare på, når Duckie danser til Otis Reddings ’Try a Little Tenderness’ i ’Pretty in Pink’ af John Hughes.
Men man bliver lidt træt af de tomme skaller af Millenial-karakterer, der intet andet kan end at studere Halliday som en anden identitetspatriark. Det samme kan siges om den utrættelige namedropping til selvsamme tryghedskanon af popkulturelle bastioner, som Spielberg trumfer igennem på filmens dundrende 140 minutter. En nostalgi der mest af alt minder om tur i Urban Outfitters. Man løfter den ene underfundige ting op efter den anden, kigger og smiler, men indretter man hele sin lejlighed med tegneseriekopper og gimmick-genstande, vil man og alle fremtidige besøgende formentlig med tiden få lyst til at brække det hele op i en regnbuefarvet pøl af upersonlighed.
En rigtig 3D-oplevelse
Fordi filmen er så lang, lærer man at elske den med lidt medynk, som man elsker et hjerneskadet kæledyr. Det skyldes måske primært, at der virkelig er smæk på effekterne, som man uanset forhåndskendskab til computerspil bliver revet med af. Der er noget lækkert over hjerneløs adventure-spænding, mens man klapper sig selv på skulderen over at spotte referencernes gennemsigtighed. Spielberg har utvivlsomt en stor kærlighed til sin fortælling, og det kan man godt mærke. ’Ready Player One’ er skabt til at blive set i 3D, og gør man ikke det, er det ikke tiden værd. For blandt andet vækkes The Overlook Hotel til live i en VR-sekvens med ikoniske scener fra ’The Shining’. Selvom det er blasfemisk manipulation med filmfans, kan man få sig et billigt grin, hvis man lader sig hengive til dumdristigheden.
Hvilken værdi har nostalgi?
Til et interview i forbindelse med sin nye film sagde den sydkoreanske instruktør Kim Ki-duk, at den handler om alt, der er sket i verdenshistorien i løbet af hans livstid. Herunder begge verdenskrige og Koreakrigen. Noget siger mig, at Spielberg har haft en lignende idé med ’Ready Player One’. En film om alle computerspil, film, sange, t-shirts, briller og sproglige vendinger han nogensinde er blevet eksponeret for. Filmen igennem hviner han insisterende ”det hele SKAL med” til både crew og publikum. Det føles, når det er værst som nostalgi for nostalgiens skyld, og hvilken værdi har den efterhånden?
