Der kommer andet ud af italien disse tider end røde bundtal og korrupte regeringer. Det har instruktør Matteo Garrone netop bevist med sin nye film, Reality; et satirisk billede på middelhavsperlen som den tager sig ud i 2013 for den almene italiener.

Filmen handler om Luciano, en almen fiskehandler med en smule skyggehandel på sidelinjen der er bosat i en lille forstad til Napoli som efter utallige opfordringer fra sin brogede familie, stiller op til det stort opsatte Big Brother-program. Programmet der lover rigdom og lykke, hvilket Lucianos lige-under-middelklasse-liv godt kunne trænge til. Det lykkedes også vores hovedperson at komme videre fra de indledende runder, hvilket stiger den lille fiskehandler til hovedet. Men da programmet går i gang, uden Luciano på deltagerlisten, begynder en psykisk nedtur af kaliber, med alt hvad den kan trække af vrangforstillinger, paranoia og storhedsvanvid.

Filmen er langt hen af vejen et smukt eksempel på hvordan italiensk humor kan serveres så underspillet, at det bliver en del af dynamikken mellem karaktererne i filmen. Det er befriende at slippe for intravenøse punchlines til fordel for sorthumoristisk løssluppenhed. Som når hele den store familie på bedste sydeuropæisk manér gestikulerer mod hinanden i et virvar, der selv for den almene italiener må synes en smule karikeret. Og den er gudskelov heller ikke bange for at tage et følsomt emne (i italiensk øjemed) som religion, under kritisk skue.

Den italiensk laisse-faire bliver i Reality ført ud i yderste potens, der blandt andet manifesterer sig i kameraføringen som veksler mellem sløv panorering over eminent smukke landskabsbilleder i fugleperspektiv. Det giver alt andet end lige plads til karaktererne der i første halvdel af filmen veksler fint mellem hinanden og giver plads til et indblik i vrangforstillingen om det søde liv i tv’ets spotlight, der udspiller sig i den lille del af Napoli.

Reality er nemlig også et mørkt satirisk billede på hvor langt den amerikanske drøm har spredt sig ud over det europæiske kontinent. For er det kun italien der kan spejles i denne glorificering af middelmådigheden, eller er det ikke i ligeså høj grad præsent herhjemme med X-Factor og alt hvad der bliver spyttet ud fra TV3? Det er ikke noget nyt budskab at lykken ikke findes i 15 minutters berømmelse, men det er skræmmende at se det manifestere sig på det hvide lærred.

Trods det fine budskab, tenderer filmens slutningen imod at blive for overgjort i sin udstilling af den desillusionerede Luciano, der i sin karakteristik går fra virkelighedsnær, til utroværdig og overgjort. Samtidig lægges der ikke vægt på skildringen af familiens reaktioner på den sygdomsramte, trods en umådelig gribende scene hvor familiemoder Maria, efter lang tids kamp med at forstå sin paranoiaramte mand, bryder sammen.

Filmen er desværre en smule for forudseelig, men utrolig elskværdig for sit fine tag på en komik, der heldigvis ikke er blevet oversvømmet af amerikanske tendenser.

– Anmeldt af Frederik Kyhn