Red 2 er ret præcis det, man forventer. Som ethvert andet blockbusterbrag disse dage er det letbenet underholdning krydret med truslen om udryddelse og masseødelæggelse. Det er harmløs underholdning, der dog alligevel lider under at være uoriginal og have meget lidt på hjerte.
Aldrende Hollywood-stjerner samlet i en actionfilm. Det er en trend i Hollywood, vi alle kan takke eller hade Sylvester Stallone for. Med sine foreløbigt to Expendables-film har Stallone nemlig med variende succes vist, at aldrende actionhelte – samlet i en film – (stadig) sparker røv. Med på denne vogn er den første Red, der kom i 2010 med Bruce Willis, John Malkovich, Morgan Freeman og Helen Mirren i hovedrollerne som tidligere elite hemmelige agenter, der trækkes tilbage i ringen af trusler, som kun gammeldags actionheroisme kan hamle op med. I Red 2 er Morgan Freeman ikke med, men i stedet har Willis og co. fået selskab af Anthony Hopkins og Cathrine Zeta-Jones, hvilket bestemt ikke skader – Hopkins gør i hvert fald ikke.
Et følge af at være en actionkomedie, der udkommer i sommersæsonen med mange prominente skuespillernavne er, at filmen skal tjene mange penge i billetkontoret. Og en let måde at appellere bredt på er at proppe godt og grundigt med klicheer ind. Således bevæger plottet i Red 2 sig heller ikke langt fra actionklicheen. Bruce Willis – i rollen som Frank Moses – og hans hold af pensionerede helte tvinges på en verdensomspændende jagt for at finde et forsvundet masseødelæggelsesvåben, inden de onde finder det først. For at dette kan lykkes, skal de overleve og overvinde en konstant trussel fra lejemordere, terrorister og magtliderligere amerikanske militærfolk – alle yngre, stærkere og med flere ressourcer end vores helte. Actionfilmtraditionen tro er oddsene er med andre ord mildest talt imod dem.
I løbet af hele jagten kæmper den kære Brucie med at balancere end lind strøm af bad guys med en kæreste (Mary-Louise Parker), der gerne vil have eventyr og opmærksomhed. Willis’ besvær med kærligheden krydret med Malkovich’ insisterende dårlige råd er evig kilde til morskab og uden tvivl et højdepunkt i filmen.
Red 2 er på ingen måde stor filmkunst, og den skal bestemt heller ikke ses som mere end klichefyldt bulder og brag med et glimt i øjet. Netop det, at det hele serveres med et glimt i øjet, skal filmen have ros for. Når plot og præmis i en film på overfladen virker forholdsvis fjollet eller direkte dumt, kan det i den grad være problematisk, at den tager sig selv for seriøst. Sidste års blockbusterflop John Carter og Battleship er i høj grad eksempler på dette, mens jeg mener Man of Steel i mindre grad er det. Denne grøft falder Red 2 ikke i, og det er forfriskende – det er dog ikke perfekt udført. Til tider tager fjolleriet overhånd, og det får det hele til at virke lidt ligegyldigt. Alt i alt er Red 2 acceptabel underholdning, hvis man ikke gider at se på Superman, store monstre, zombier eller Wolverine.
